”With your feet on the air and your head on the ground,” vrænger de beskidte proto-grungere Pixies i signaturhymnen Where is My Mind?
Mange kender nummeret som den lydlige vanvidsaccept i slutningen af Fight Club, men i den animerede børnefilm Miniheltene bliver belgiske Puggys coverversion til et smerteligt udtryk for håbløshed.
Med fødderne i luften og hovedet på jorden lever vor hovedperson sit liv.
Marionetdukken Don arbejder og bor i et dukketeater, hvor han igen og igen skal spille narren. Man må nemlig kun spille, hvad man er, og også bag kulisserne er Don en klodset nar.
Han stirrer misundeligt på Alfonso, som altid spiller helten. Og drømmer sig væk til et magisk sted, hvor animationsstilen skifter fra trist fotorealisme til stiliseret tegneserie-storhed med Don i den sværdsvingende hovedrolle.
Men hver gang vågner han op i virkelighedens fængsel.
Don forlader teatret for at finde ”slottet i himlen”. Han har selv opdigtet stedet, men alligevel er den drømmende dukke overbevist om, at han kan finde det i virkeligheden.
Det mærkes, at manuskriptet til Miniheltene er skrevet af blandt andre Joel Cohen og Alec Sokolow, som i sin tid var med til at skrive selskabets store grådmaskine Toy Story.
Endnu engang handler det om levende legetøj på eventyr i en ond verden. Men i Miniheltene er problemet ikke menneskebørnenes uundgåelige fantasitab, men dukkernes eget.
Dons meddukker på teatret er morsomt konservative idioter, der opfører det samme teaterstykke hver aften på og bag scenen.
”Fest hjemme hos mig!” udbryder teatrets evige alfahan Alfonso efter hvert stykke, selv om alle dukkerne bor i samme rum. Og det er en ren farce, når rollelisten skal offentliggøres, for der står altid det samme.
På dansk spiller Lars Thiesgaard Alfonso med herligt skrøbelig maskulinitet, der passer til hans utroligt grimme, påmalede brysthår.
Og Caspar Phillipson får Dons styrke til at ligge lige under overfladen i hver replik, så man fornemmer helten i narreklæder.
Undervejs møder han animationsfilmens obligatoriske sidekick, der som så ofte er filmens svageste element. Hundebamsen DJ Vuffelivov ligner en hiphop-kliché fra 90’erne med guldkæde og omvendt kasket, selv om han skal forestille at være nutidigt legetøj.
Måske er det derfor, hans ejere meget hurtigt mister ham af syne, hvorefter den rappende og læspende bamsehund bliver en del af Dons hovedløse færd.
I en fin lille sidehistorie finder DJ Vuffelivov ud af, at han kan skrive sine egne sange i stedet for altid at rappe det samme signaturnummer, han er programmeret til at afspille, når man trykker ham i hånden.
Toner fra Where is My Mind? spøger undervejs i den ellers letbenede historie. Men da Don i et anfald af trodsig virkelighedsfornægtelse endelig finder sit slot i himlen, spiller sangen for fuldt drøn, og alvoren tager over.
Midt i glæden fordamper slottet og alt hans håb for øjnene af ham. Med fødderne i luften og hovedet styrtende mod afgrunden falder Don fra en meget høj bygning ned i den betonhårde virkelighed.
Øjeblikket illustrerer perfekt, hvor farlig fantasi også kan være, hvis man mister jordforbindelsen, og man får ondt i hjertet på en måde, der normalt kun udløses af Pixars bedste film.
Don får mulighed for at rette op på sit nederlag og bruge sin fantasi til noget nyttigt. Pludselig truer to dukketyve med at stjæle alle hans tidligere venner på teatret, og Alfonso afslører sig som et skvat.
Don må nu redde dagen. Originaliteten skal sejre over typecastingen og konformiteten.
Filmen ender lovligt pædagogisk med et musicalnummer, der gennemgår handlingen forfra og prædiker vigtigheden af at bruge sin fantasi.
Men det lalleglade indslag er sjovt nok og føles fortjent efter Dons halsklumpfremkaldende fald fra himlen. Det er en fryd endelig at se ham lande med hovedet i luften og fødderne på jorden.
Kommentarer