Det var i 2010-hittet Grusomme Mig, at vi første gang mødte de små gule og bløde minions, der lever med et eneste mål for øje: at tjene deres herre, som helst både skal være grusom og ond.
Siden fulgte Grusomme Mig 2. Igen var de små minions med i et par underholdende biroller, og nu har de gule fyre med det uforståelige sprog så fået deres helt egen film, der slet og ret hedder Minions og er en slags prequel til Grusomme Mig-filmene.
I filmens prolog ridses deres forhistorie op. Siden tidernes morgen har de tjent en ond herre – fra Tyrannosaurus Rex til Grev Dracula – men da minions endelig slår sig ned for sig selv i et isbjerg, opdager de, at de simpelthen ikke kan leve uden at tjene en ondsindet hersker.
Derfor beslutter de tre minions Kevin, Stuart og Bob sig for at drage ud i verden for at finde en ny led karl, som de kan slutte sig til. Deres rejse tager dem til USA anno 1968, hvor de skal deltage i den årlige skurkemesse – et slags bogforum bare med onde skabninger i stedet for bøger.
Her møder Kevin, Stuart og Bob den ultimative ondskab i superskurken med det passende navn Scarlett Overkill (Stine Stengade). De tre minions bliver hurtigt hendes tjener og drager til London, hvor Overkill planlægger at stjæle de britiske kronjuveler og samtidig krone sig selv som dronning.
Ad omveje lykkes det Bob, den mindste af de tre minions, selv at blive konge af England, og samtidig viser det sig, at Scarlett Overkill og hendes mand Herb (Lars Mikkelsen) ikke har rent mel i posen over for hjælperne.
Derfor må de tre minions pludselig arbejde sammen for at overvinde deres herre og redde livet. De må bekæmpe det onde, som de ellers altid har været så afhængige af.
Det er på sin vis forståeligt nok, at skaberne bag Grusomme Mig-filmene ikke har kunnet dy sig for at lave en film med de små minions i hovedrollerne. For selvom de gule skabninger taler et komplet uforståeligt volapyksprog, fungerer de ret godt og er uden tvivl filmseriens største styrke.
Kevin, Stuart og Bob er både søde og underholdende, men samtidig også forskellige. Kevin er ledertypen, Stuart den unge og smarte, mens Bob er barnlig og ligefrem.
Minions er allerbedst, når den lader sin skøre og til tider vilde humor styre, som da de tre minions i USA møder en kriminel familie, der røver banker som slags en kernefamilieversion af Bonnie & Clyde. Eller det (selv)ironiske portræt af briterne med deres eftermiddags-te og stoiske dannelse. Ikke synderligt originalt, men alligevel formår Minions at lykkes med det.
I både Grusomme Mig 1 og Grusomme Mig 2 spiller musikken en fremtrædende rolle. Sidstnævnte var endda udstyret med Pharrell Williams’ gigahit Happy, og også Minions er blevet udstyret med et sprudlende soundtrack, der fint udnytter datidens hits fra blandt andet The Beatles, The Knicks og The Who. Det får i den grad filmen til at spille.
Desværre lader stemmerne i den dansksprogede version af filmen lidt tilbage at ønske. Stine Stengade, Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl gør det isoleret set fint, men når originaludgaven byder på stemmer af blandt andet Sandra Bullock, Jon Hamm, Michael Keaton og Steve Coogan, er det svært ikke at føle sig en smule snydt.
De tre minions Kevin, Stuart og Bob kommunikerer dog problemfrit uden at tale et egentligt sprog. Derfor er filmens fortællerstemme også mest af alt unødvendig og overforklarende, ligesom 3D-effekterne ikke bidrager med noget ekstra til filmen.
Minions er lidt for rodet og ustruktureret. Men den skøre, nærmest anarkistiske humor gør sig godt, og gudskelov render vores minions-venner ind i Gru – hovedpersonen fra Grusomme Mig – til sidst i filmen og binder på den måde en fin sløjfe på fortællingen, så man forlader biografmørket godt underholdt.
Kommentarer