Biografanmeldelse
08. juli 2014 | 17:03

Minisekterne – kampen om myrernes dal

Foto | Futurikon
De stor-øjede kryb fra de korte tv-afsnit, som kan ses på DR Ramasjang, kravler sig igennem en hel spillefilm i Minisekterne – Kampen om myrernes dal.

Halvanden times fransk animationsfilm om myrer og mariehøns. Uden dialog. Lyder det kedeligt? Det er det ikke! Minisekterne er raffineret børneunderholdning.

Af Felix Rothstein

En blikdåse fuld af sukkerknalder står tilbage på et efterladt picnic-tæppe midt i skoven.

De sorte myrer – arbejdsomme og flittige som altid – får fat i sukkeret og begiver sig på vej tilbage til myretuen. Men i sukkerdåsen gemmer sig også filmens hovedperson: en stakkels mariehøne, der har mistet sin ene vinge og ikke kan flyve. Den bliver gode venner med myrerne, og sammen må de så grueligt meget igennem for at beholde sukkeret.

Først og fremmest må de kæmpe mod de ondskabsfulde, militaristiske røde myrer, der bevæbnet til tænderne invaderer de sorte myrers tue.

En heftig kamp i myreskala udspiller sig i skovbunden, og mariehønen må vise sit værd for at redde sine nye venner.

Med meget enkle virkemidler og et lydunivers hentet fra alle mulige andre steder end naturen formår skaberne Thomas Szabo og Hélène Giraud at gøre samspillet mellem insekterne levende og nærværende. De sorte myrer fløjter, fluerne larmer som knallerter (når de ikke griner fjoget og hyæneagtigt), og mariehønen lyder nærmest pruttende, som når man glider fingrene hen over en redekam.

Minisekterne – Kampen om myrernes dal er baseret på en serie korte tv-afsnit med samme titel, som kan ses på DR Ramasjang for tiden.

De små sjove historier fortælles med en virtuos enkelthed. Og selvom der er tale om animationsfilm, står de i tydelig gæld til slapstick-komikkens stjerner: Charlie Chaplin, Buster Keaton og Harold Lloyd.

Og heldigvis er det lykkedes for Hélène Giraud (som i øvrigt er datter af det franske tegneserieikon Jean ”Moebius” Giraud, der døde i 2012) og Thomas Szabo at overføre Minisekterne til biograflængde. Ikke mindst fordi spillefilmen også er ordløs.

Det er faktisk en af dens helt store kvaliteter: ingen dialog, ingen navne, ingen mangelfulde oversættelser – kun insekternes sjove og opfindsomme lyde.

I det hele taget er Minisekterne præget af en kæmpestor opfindsomhed. Alt, hvad man kan finde i naturen, trylles til rekvisitter – også menneskenes affald. Mest kreativt bliver det i de hektiske krigsscener, hvor en glemt æske tændstikker, grankogler, kastanjer, en rest insektspray bliver forvandlet til tungt krigsmateriel.

Minisekterne kravler rundt i rigtige landskaber.

Filmen er optaget i nogle af Frankrigs smukkeste naturparker, hvorefter insekterne er blevet animeret ind. Resultatet er bundcharmerende. Og filmen er drevet af samme opdageglæde, som når børn og barnlige sjæle lægger sig fladt på maven og studerer faunaen i græsset – eller under en god træstub eller sten i skoven.

Insekterne er til gengæld ikke realistiske, men holdt i en klassisk cartoony stil med store hvide øjne. For det meste flyder animation og naturoptagelser let sammen, så man næsten ikke lægger mærke til det.

Men i enkelte scener ligner insekterne små legetøjsfigurer, der er blevet placeret ude i skoven. Og det fungerer faktisk også rigtig godt. Det lidt skæve forhold mellem fjollet animation og dokumentarisk naturoptagelse giver ekstra lyst til at komme helt tæt på.

Minisekterne henvender sig først og fremmest til små børn, og den er lavet med masser af vid og raffinement, som adskiller sig fra den bræmme af leflende børne-tv og -film, man for eksempel render ind i på Disney Channel. Det er ganske enkelt universel underholdning, som kan fange alle aldersklasser.

Og så er Minisekterne fyldt med sjove og skarpe filmhistoriske referencer. Mariehønen, der bliver jaget gennem et snævert krat af en spyflue-eskadron, ligner til forveksling Luke Skywalker i hans X-wing Starfighter i fuld fart mod Dødsstjernen.

Og da selvsamme mariehøne langsomt bevæger sig op ad trappen i en edderkops hus, sker det i et fugleperspektiv, der efterligner scenen, hvor detektiv Arbogast bliver myrdet i Hitchcocks Psycho.

Trailer: Minisekterne – Kampen om myrernes dal

Kommentarer

Originaltitel:
Minuscule - La vallée des fourmis perdues

Land:

Frankrig / Belgien

År:
2014

Instruktør:
Thomas Szabo, Hélène Giraud

Manuskript:

Thomas Szabo, Hélène Giraud

Spilletid:

89 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
10. juli 2014

© Filmmagasinet Ekko