Herhjemme har vi kun få historier om film, der omklippes radikalt efter færdiggørelsen, af den simple grund, at instruktøren – i modsætning til i Hollywood – normalt har final cut.
Men nu har vi både set Lars von Triers Nymphomaniac og Simon Stahos Miraklet i voldsomt omklippede versioner. Stahos film sætter endda en rekord ved gennem omklipningen at have skiftet genre fra musical til melodrama, nu tre år efter at den blev optaget.
Man kunne frygte en totalskade, men filmen virker mere helstøbt end Stahos foregående skingert anstrengte musical Magi i luften. Alle Stahos seks foregående film viser en alvorsmand, ikke en song and dance man, og derfor klæder voksendramaet instruktøren bedre end den løsslupne ungdoms-musical.
Miraklet fremtræder som et sent ekko af Breaking the Waves i sin historie om tro og kærlighed, men hos Staho sejrer den jordiske kærlighed i den lille isolerede irske (?) landsby, historien er henlagt til (i Triers film var det som bekendt Skotland).
Her skaber den lokale unge præst (Peter Plaugborg) et stort show under sine gudstjenester ved regelmæssigt at anråbe Vorherre om et mirakel, der kan helbrede hans rullestolslænkede kone (Sonja Richter), som har mistet førligheden ved et trafikuheld.
Lykkes det, eller falder den i kirken medbragte hustru atter tragisk til jorden?
Præstens tro er intens og oprigtig, men han bedrager sig selv, når han påkalder miraklet i kærlighedens navn. For hustruen nærer ikke de samme varme følelser for ham som for den ungdomskæreste, hun svigtede for mange siden – hendes partner i konkurrencedans, indtil hun fandt en ny og dygtigere.
Da den tabte kærlighed nu dukker op igen i form af Ulrich Thomsen på motorcykel, er dilemmaet indlysende: Kan den lammede hustru igen hengive sig til den sande kærlighed, der ene skaber mirakler? Eller må hun blive hos sin tilbedende ægtemand, som nok anråber Gud om helbredelse, men måske i virkeligheden foretrækker hende som hjælpeløs?
Det er svært helt at abstrahere fra, at denne firskårent forenklede historie er tænkt som en libretto til et musicaldrama med bortklippede sang- og dansenumre, der uddyber de hele vejen igennem stærkt postulerede følelser. I stedet anvendes (til tider effektfuldt) en mængde klassisk musik, fra Delius til Arvo Pärt, for at give dybde til et drama, hvor personerne mest taler i rene kliche-replikker.
Det gør det ikke nemmere at tage denne skrøne for pålydende, når personerne opfører sig som rene marionetter i instruktørens vilkårligt førende hænder.
Mens Peter Plauborg med brask og bram går ind for sin traditionelle forpinte præstefigur og dermed glimtvis er ved at skabe skyggen af et troværdigt menneske, virker Sonja Richter og Ulrich Thomsen nærmest som undskyldninger for sig selv i skitseagtige roller som bedagede ungdomskærester, der genfinder gnisten fjernt fra verdens vrimmel.
Et lyrisk skønmaleri af den øde, omliggende natur, med en drøm af en eventyr-sø, fungerer mest som usensuelt teater-bagtæppe for dramaet, hvor især Thomsens figur står totalt uforklaret i sine skift fra tvær knudemand til kær dansemand.
En begsort misantropi har længe været hoved-brændstoffet i Stahos stilistisk ambitiøse film, fræsende i Bang Bang Orangutang, indædt i Daisy Diamond, uden megen reel menneskeindsigt.
I Miraklet viderebringes mere generøst et kærlighedsbudskab, og personerne lægges ikke pr. automatik i syrebad.
Umiddelbart sympatisk, men unægtelig dyrekøbt, både for Stahos ry som instruktør og for Det Danske Filminstitut, der samlet har postet tæt ved sytten millioner støttekroner i et dobbelt musicalprojekt, der i enhver henseende må betragtes som mislykket.
Kommentarer