Med iltre slogans, melbomber og vandpistoler gik rødstrømper i 1970 til angreb på Miss World-konkurrencen anno 1970 og bragede dermed igennem til den offentlige bevidsthed.
Det var et skelsættende øjeblik i feministisk historie, der varslede et opgør med underholdningsindustriens kvindehadske dinosaurer.
Mænd som konkurrenceværten Bob Hope – spillet af en selvfed Gred Kinnear – for hvem kvinder enten skal forfølges eller forklejnes.
Det er bare en skam, at Misbehaviourikke deler den revolutionære gejst, der fik tidens feminister til at fordømme en af verdens største skønhedskonkurrencer som en glorificeret kvægauktion.
Filmenhar ikke blot en langsommelig og fortærsket tilgang til sin autentiske historie. Faktisk læner den sig så tungt op ad konkurrencens indbyggede spændingsforløb, at den uforvarende forstærker den stereotyp, der faldt demonstranterne for brystet: At kvinders værd er bestemt af deres dekorative kvaliteter.
Keira Knightley blinker bag tykke briller som Sally Alexander, en fraskilt alenemor, der er blevet optaget som voksen historiestuderende ved University College London.
Men det at smyge sig gennem nåleøjet er kun første skridt. Sally må kæmpe mod det mandlige etablissements affærdigende attitude. Vejlederen afskriver hendes forslag om en feministisk fortolkning som ”lidt for niche”.
Selv hendes egen mor lægger ikke skjul på, at hun mener, datteren ville gøre sig bedre i et køkken end i en foredragssal.
Men det er først efter et møde med aktivisten Jo Robinson (fyrigt gestaltet af Jessie Buckley), at Sallys frustrationer samler sig til noget mere militant.
Festivalarrangørerne har i mellemtiden en skandale på bedding, da apartheid-demonstranter ganske retfærdigt gør opmærksom på, at der aldrig har været en sort Miss South Africa.
Rhys Ifans fører sig svulstigt frem som skønhedskonkurrencens impresario, der pludselig må sætte himmel og hav i bevægelse for at finde en sort deltager. Da det lykkes, overlades handlingssporet til Jennifer Hosten – Miss Grenada, der til slut løber med kronen.
Gugu Mbatha-Raw har som Jennifer en selvsikker ynde og værdighed, der skurrende understreger konkurrencens ydmygelser.
Der er en lang tradition i britisk film for at levere social kommentar med et smil på læben. Det gælder Ken Loach’ blide, komiske realisme, men også den forløsende farce i film som The Full Monty og den udsyrede indignation i Pride.
Kombinationen af et skarpt manuskript og branddygtige skuespillere gør det muligt at levere et budskab uden at prædike.
Misbehaviour skriver sig ind i den tradition. Filmen er fyldt med charmerende skuespillere, hvor særligt Jessie Buckley er en kaotisk fryd, og filmen stopper aldrig sit budskab ned i halsen på publikum.
Men filmen finder heller aldrig en gnist af fortælleglæde, så den bliver oprigtigt underholdende.
Det uengagerede manuskript læner sig op ad fortærskede greb, som da rødstrømperne gennemgår en doven makeover-montage for at snige sig med til showet. Men selv når kvinderne risikerer at ryge i spjældet, er der en løjerlig mangel på spænding og fare.
Én scene skiller sig ud: en elektrisk konfrontation mellem Jennifer og Sally på dametoilettet.
Den ene er lige blevet kåret som verdens smukkeste kvinde, den anden er lige blevet arresteret. I deres korte samtale påpeger Jennifer alle de kridhvide privilegier, der adskiller dem. Og den forskel stikker langt dybere end nogen ideologisk konflikt.
Det er et lille glimt af den stærkere, mere provokerende film, man hellere ville se.
Solidt designhåndværk forankrer historien i en nostalgisk, nikotin-gulnet verden, der på mange måder er helt ulig vores. Men der er en ubehagelig fornemmelse af, at ikke nær så meget har forandret sig, som man kunne ønske.
Gamle holdninger holder ved, og deres spor kan – som fossiler – stadig mærkes i dag.
Kommentarer