Ny teknologi kan være skræmmende.
I hvert fald for en ældre generation, hvis børnebørn fra en ung alder holdes beskæftiget med iPads eller telefonskærme.
Engang var fjernsynet synderen, og der var nok også nogle, der brændte fingrene, da urmennesker lærte at bruge ild som redskab.
Menneskets teknologiforskrækkelse smitter af på kulturen. Fra zombie-klassikeren Night of the Living Dead, hvor rædslerne transmitteres over radioen, til spændingsfilmen Hackers fra 1995, hvor Angelina Jolie og hendes slæng af netpirater mistænkes for cyberangreb.
Men nye opfindelser rummer også en masse muligheder. Attenårige June tyer til både sociale medier, online tjenester og sit kendskab til cybersikkerhed, da hun i Missing beslutter sig for at finde moren Grace.
Hende og den nye kæreste Kevin er nemlig sporløst forsvundet under en weekendtur i Colombia. Hjemme i Los Angeles tropper June forgæves op i lufthavnen for at tage imod dem mandag morgen.
Herfra optrevles mysteriet om parrets forsvinden i en medrivende krimi med uventede drejninger. Filmen er tro mod genrens konventioner, men føles alligevel dugfrisk.
Det spirende talent Storm Reid har tidligere gjort sig bemærket med biroller i gyseren The Invisible Man og som følsomme Gia i ungdomsserien Euphoria. Hendes karismatiske og ekspressive præstation som June bærer filmen.
Der er en særlig kemi mellem den unge kvinde og Javier (Joaquim de Almeida) – en colombiansk mand, som June bliver venner med online, og som hjælper hende med optrevlingen.
De agerer som en form for surrogat for hinandens længsler. Han indtræder i en forældrerolle, mens hun minder Javier om sønnen, som han har mistet kontakten til.
Filmen byder desuden på en fremragende præstation af Nia Long (Boyz n the Hood) som overbærende, nogle gange pinlig mor, der ikke kan finde ud af at bruge sin telefon.
Missing er handlingsmæssigt ikke en opfindelse af den dybe tallerken. Men stilistisk er filmen et umådeligt interessant formgreb, fordi den udelukkende foregår på computerskærme – en montage af personernes private optagelser, sociale medier og lignende er med til at løse gåden.
Det er en ambitiøs nyskabelse, hvis succes i høj grad afhænger af de dygtige klippere Austin Keeling og Arielle Zakowski, som formår at give filmen en energisk sammenhængskraft.
Nicholas D. Johnson og Will Merrick spillefilmdebuterer som instruktører og manuskriptforfattere. Begge har en fortid som klippere, blandt andet på Searching fra 2018, der er en forgænger for Missing. Den visuelle stil er oplagt at lade leve videre i flere film, hvor sporing af forsvundne mennesker udspiller sig online.
”Hvorfor er der nogen, der kan lide sådan noget?” siger hovedpersonen i en sjov scene, når hun ser en fiktiv krimiserie med umiskendelige ligheder med hendes egen fortælling.
Selv om Missing er mere spændende end sjov, er filmens metabevidste tilgang til genren et glimrende element, der nærmest brecht’sk minder publikum om, at vi har at gøre med en film.
Ligesom i Wes Cravens postmoderne gyser Scream er fremmedgørelsen med til at opbygge spændingen. For hvis filmskaberne kender genrekonventionerne, er det ikke til at sige, hvornår de bevidst afviger fra dem.
Det ville klæde filmen at dvæle mere ved Junes samtaler med morens advokat og veninde Heather (Amy Landecker) og politidetektiverne på sagen.
Men det er imponerende, at en film på lige under to timer, der udelukkende udspiller sig som en montage af TikTok-videoer, Facetime-opkald og e-mailkorrespondancer, ikke bliver mere ensformig.
Missing er en nervepirrende fornøjelse, der puster nyt liv i filmlandskabet.
Kommentarer