Med en rigtigt god actionfilm skal man helst være så opslugt af spektaklet på lærredet, at man ikke tænker på, hvordan det er skabt.
Men Mission Impossible-filmene er anderledes.
Syvende film – som er første halvdel af en todelt film – handler om en højteknologisk nøgle, som kan bruges til at kontrollere en farlig, kunstig intelligens. Men den handler mindst lige så meget om Tom Cruise, der laver stunts.
Lige siden 4’eren, hvor Tom rendte rundt på siden af verdens højeste bygning Burj Khalifa, er det blevet en del af oplevelsen at se, hvor vanvittige stunts hovedrolleindehaveren laver.
Når Cruise denne gang kører sin motorcykel ud fra en bjergside og styrer sin faldskærm ned mod et tog med ekspresfart mod Innsbruck, er det fotograferet i dokumentarisk stil, så alle kan se, at Cruise gør det i virkeligheden.
Resten af filmen består af smukke, perfekt belyste billeder, men når Tom går rigtigt i gang, træder vi ud af filmens virkelighed og ser på en over 60 år gammel mand, der gør ting, som ingen andre skuespillere tør.
Det er ikke kun en gimmick, men en forstærkning af spændingen i filmen. Pludselig ser vi ikke kun fiktive Hunt, der er tæt på at dø. Vi ser også den virkelige Cruise komme ualmindeligt tæt på en spektakulær død.
Og selv om vi nok ville vide det, hvis Trom Cruise var gået bort i en bjergkløft i Østrig, er det alligevel et fascinerende syn.
Man kan mene meget om Tom Cruise og hans problematiske helgenplads i kulten Scientologys Parthenon. Men han er måske den eneste, der stadig ofrer sig for filmkunsten i samme grad som fortidsheltene Buster Keatonog Charlie Chaplin.
Dog er Dead Reckoning Part One faktisk et af de mere actionmæssigt underspillede bidrag til serien.
I stedet trækker instruktør Christopher McQuarrie på samme tykke suspense som den første film i serien, der blev instrueret af legenden Brian De Palma.
Vi begynder med en klaustrofobisk og sveddryppende ubådsscene, hvor et russisk mandskab bliver angrebet af en usynlig fjende.
Kort efter bliver det endnu bedre, da vi lander i, hvad der ellers umiddelbart ligner en kedelig scene.
En gruppe monotont talende sikkerhedschefer sidder i et hvidt rum. Det er utroligt stift og kedeligt, men pludselig lægger vi mærke til en underligt stirrende mand i nærheden af døren.
Det er den anonymt udseende sikkerhedsvagt, som vi af en eller anden grund fulgte på vej ind. Og selv om han langsomt forsvinder i baggrunden, indtil han er helt ud af kameraets fokus, er han der stadig. Og truslen af vold – som kun akkurat er antydet – overdøver alt andet i rummet.
En mesterligt Hitchcock-agtig sekvens.
Den mere afdæmpet spændingsfyldte stemning i Dead Reckoning Part One klæder virkelig dramaet, fordi Hunt og holdet ikke kun er fysisk presset, men også mentalt.
Det næsten tre timer lange plot bliver uundgåeligt for kompliceret, og der er for mange uovervindelige snigmordergrupper i spil til, at man kan holde styr på dem.
Og så er der selvfølgelig de sædvanligt corny replikker, som hører sig til i en popcornfilm. Ikke mindst fra ubådskaptajnen, som næsten ødelægger spændingen, da han tegneserieagtigt bemærker, at ”vi er på dybt vand”.
Men det er i bund og grund lige meget.
M.I.7 er nemlig et kroneksempel på, at Mission Impossible er et af de få store franchises, der stadig leverer gode gamle actionfilm.
Ingen green screens, ingen meta-referencer og ingen multiverser. Bare solidt filmisk håndværk og en simpel, action-venlig historie centreret om en dybt underlig filmstjerne.
Alderen begynder nu (endelig!) at kunne ses på Cruise, hvilket får hans tiltrækningskraft på unge kvinder i filmen til at virke lidt kunstig. På den anden side virker det stadig fuldstændigt naturligt, når han gennemfører dødskampe på taget af Orientekspressen, mens den kører igennem en tunnel.
Vi kan roligt regne med, at han er klar til at risikere liv og lemmer minimum én gang mere.
Kommentarer