Mission: Impossible – Rogue Nation

Mission: Impossible er næsten lige så sejlivet som James Bond. Den oprindelige tv-serie – med Lalo Schifrins geniale titelmusik – kørte 1966-73 og blev kortvarigt genoplivet i 1988-89. I 1996 blev serien til en succesfuld biograf-franchise med Tom Cruise, som i Mission: Impossible – Rogue Nation nu spiller superagenten Ethan Hunt for femte gang.

Filmserien har været kendetegnet af interessante instruktørvalg. Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams og Brad Bird lavede de fire første film og tilføjede hver deres unikke stil.

Nummer fem er instrueret og skrevet af Christopher McQuarrie. Han er stadig nok mest kendt for sit manuskript til Bryan Singers The Usual Suspects, men har blandt andet også skrevet en hel række film for Tom Cruise, senest den ambitiøse sci-fi-film Edge of Tomorrow. Han var ukrediteret medforfatter på den forrige film i Mission: Impossible-serien, så han er på hjemmebane her.

Mission: Impossible – Rogue Nation leverer varen som en af årets store tentpoles. Balancen mellem hårrejsende action og befriende humor er ramt godt. Dét er en af de gennemgående kvaliteter i Mission: Impossible-filmene.

Filmen er dog også lidt splittet mellem blockbusterens krav om kontant action og den klassiske spiongenres mere indviklede intriger.

Tom Cruise og hans kolleger jagter denne gang en skyggefuld organisation, The Syndicate, der truer verdensfreden. Den del af filmen er ren James Bond med smokingklædte agenter, snigmord i Wiener-operaen, smukke, hårdtslående kvinder og politisk dobbeltspil på højt plan.

Men Tom Cruise er også en amerikansk actionhelt, og de gør ikke noget halvt. Så i filmens åbningsscene skal han hænge uden på et fly, da det letter. I lanceringen af filmen gøres der meget ud af, at det faktisk er lavet rigtigt. Mon ikke man kunne have lavet det digitalt? Jo, men så havde det ikke været lige så imponerende!

Scenen har ikke meget med resten af filmen at gøre, men den sætter stemningen meget godt: vildt, spektakulært og med tungen i kinden.

Det er Tom Cruise, der er stjernen. Men grænsen mellem det karismatiske og det farveløse er altid hårfin hos Cruise. Han er bedre til det intense end det morsomme, og komik ligger slet ikke til ham (selv hans filmproducent-parodi i Tropic Thunder er mere skræmmende end morsom). Og hans tørre stil står i kontrast til Mission: Impossible-formatets lethed.

Et ægte menneske bliver hans Ethan Hunt aldrig. Filmen behandler ham hele vejen som filmstjerne snarere end karakter. Hvem er han? Hvad vil han? Vi ved det ikke. Jason Bourne er både almindelig mand og superagent, selv James Bond har en fortid. Ethan Hunt er bare Tom Cruise med peelet, rynkefrit ansigt og tonet, 53-årig krop.

Der er noget nærmest masochistisk over figuren. Han får grusomme tæsk, kører biler og motorcykler i smadder med sig selv i førersædet, risikerer druknedøden, bliver gasset, skudt og pint. Det er med til at placere filmen solidt i en amerikansk actionfilmmytologi, hvor helten altid må lide. Men uden nogen dybere personlighed er Hunt mere en boksebold end et menneske, vi kan føle med.

Den mest menneskelige figur i filmen er britiske Simon Pegg, som heldigvis får længst spilletid blandt birollerne. Han tilfører filmen en afgørende humor og en tiltalende sårbarhed. Peggs karakter er mere end bare comic relief. Hans realistiske reaktioner på alle de vanvittige ting, der sker, er med til at gøre mange af scenerne mere medrivende.

Et godt eksempel er en bil- og motorcykeljagt i Marokko. Sekvensen er fremragende koreograferet, fotograferet og klippet. Hvis man er til biljagter, er det en af de bedste i lang tid, ikke mindst i det store IMAX-format, hvor den fungerer som ren adrenalin. Men lige så vigtigt tilføjer Simon Pegg ægte følelser til sekvensen. Vi deler hans vantro og rædsel som passager i Tom Cruises BMW, der pløjer igennem Marokkos gader.

Midt i alle filmens vanvittige stunts og dueller leverer Simon Pegg den afgørende menneskelighed.