Udtrykket ”modsætninger mødes og sød musik opstår” må være et af de ældste tricks i den romantiske komedie og helt sikkert det ledende pejlemærke i den britiske Mit hjem i Hampstead.
Tag en ensom boheme-enke fra storbyens overklassemiljø, par hende med en gnaven, fuldskægget eneboer, der bor i et rustikt og hjemmelavet skur i en park midt i London, og lad romantikken blomstre mellem dem.
Handlingen i Mit hjem i Hampstead er baseret på den autentiske historie om Harry Hallowes, der i en årrække boede for sig selv i et hjemmebygget hus i Hampstead Heath, et slags åbent og rekreativt naturområde i London. I 2007 blev han landskendt og forsidestof, fordi et byggefirma ville plante luksuslejligheder på hans grund, og det er den episode, der danner baggrund for Joel Hopkins’ film.
I filmversionen har hele historien dog selvfølgelig fået en dramaturgisk ansigtsbehandling og er skrevet om til en romantisk komedie efter en helt klassisk opskrift.
Lidt overraskende er hovedpersonen derfor heller ikke den autentisk inspirerede eremit, men derimod den enlige amerikaner Emily (Diane Keaton), der bor i London. Hendes mand er død, så hun får dagen til at gå med frivilligt arbejde og overfladisk sladder med de velbjergede rigmandsveninder, der forgæves prøver at få hende afsat til en ny mand med en ny pengepung.
Men kærlighed og dating i en moden alder er svær, og det er først, da Emily tilfældigt stifter bekendtskab med Donald (Brendan Gleeson), at hendes interesse for alvor blusser op.
Donald er nemlig helt sin egen. Han bor alene i et lille skur, der mere ligner et kolonihavehus end et rigtigt hjem og er komplet selvforsynende med hjemmegroede grøntsager og elektricitet.
Trods forskelligheder lærer de to hurtigt hinanden at kende og bliver småforelskede. Men de slås begge med boligproblemer. Emilys afdøde mand har efterladt hende med en voksende gæld, mens Donald står til at miste sit hjem, fordi bolighajer vil bebygge hans grund.
Mit hjem i Hampstead lider grundlæggende af samme skavank som mange romantiske komedier om modne, ældre personer: for pæn, poleret og velmenende. Det gør filmen forudsigelig og forglemmelig.
Castingen af Diane Keaton som amerikaneren, der har bosat sig i London, er noget af det første, der skurrer. For det første lugter det mere af en beslutning taget af de amerikanske co-producenter for at ramme et amerikansk publikum end en dramaturgisk nødvendighed. For det andet er Keaton milevidt fra den skuespiller, der i 70’erne begejstrede i The Godfather og Annie Hall.
Alligevel minder hendes rolle i Mit hjem i Hampstead ved første øjekast om den skæve og charmerende Annie i Woodys Allens film – bare 40 år ældre. Emily er også kunstinteresseret, bor alene i en stilbevidst lejlighed og går smart klædt i chikt tøj. Men så stopper sammenligningen også.
Mit hjem i Hampstead ligner nemlig et sideprojekt, som Diane Keaton har takket ja til uden for alvor at gå ind i det. Især i filmens første halvdel spiller amerikaneren klodset og uden nerve. Man skal jo stadig tage en rolle seriøst, selv om man er med i en komedie.
Brendan Gleeson er straks bedre som den knarvorne særling, der langsomt åbner sit gemytlige sind op. Desværre går troværdigheden fløjten, fordi billedet af eneboeren er alt for romantisk pussenusset. På nær et iltert fuldskæg er Donald altid soigneret, velklædt og indbydende, selv om han boet meget spartansk i sytten år.
Robert Festingers manuskript er kun sjovt i små glimt, mens revisoren James uden situationsfornemmelse (Jason Watkins) er filmens klart sjoveste indslag, når han forsøger at gøre kur til Emily.
Men i et forsøg på at gøre alle glade ender Mit hjem i Hampstead ironisk nok med at kede én bravt.
Kommentarer