Mit liv med Liberace

Der er adskillige gode, gammeldags fornøjelser ved filmen, som Steven Soderbergh har erklæret for sin sidste. For eksempel den troværdige skildring af slut-70’erne og start-80’ernes udsvævende og prangende Californien. Hvis Mit liv med Liberace var kvalificeret til Oscar­uddelingen – og det er den ikke, da den er produceret af HBO og fik premiere i USA på tv – ville dens makeup, kostumer og produktionsdesign tiltrække sig fortjente nomineringer.

Alligevel er filmens mest fascinerende og langtidsholdbare attraktion dog at se Michael Douglas indtage rollen som Liberace. Douglas fanger hver en lille detalje i den flamboyante, homoseksuelle og stenrige amerikanske pianist, tv-personlighed og entertainer.

Det stive smil, der skifter mellem at være sukkersødt, melankolsk og udfordrende. Den svansede gang, der på et øjeblik kunne blive til en selvsikker spankuleren på scenen. Den brusende kærlighed, som han ytrede over for alle sine publikummer – parret med en mistanke om, at det hele var en kold og kalkuleret optræden, ren showmanship. Douglas rammer alt dette brillant, om end han ikke i synderlig grad ligner Liberace. Ligesom Helen Mirrens Dronning Elizabeth i The Queen kanaliserer han simpelthen bare den virkelige person.

Matt Damon er ikke mindre seværdig og bevægende som Liberaces kontraktuelt ansatte elsker, chauffør og ledsager Scott Thorson. Thorsons kiss-and-tell-memoir fra 1988, Behind the Candelabra: My Life With Liberace, beskrev årene fra hans indtog i Liberaces liv i 1977 til deres brud og entertainerens død ti år senere. Damon er perfekt som den flotte, naive homoseksuelle forstadsfyr, der tiltrækkes af det frigjorte bøssemiljø på vestkysten.

Men vi bliver snart mindet om, at frigjortheden er relativ. Scotts nye kæreste, Bob Black, tager ham med til et Liberace­show i Las Vegas og siden backstage for at møde stjernen. Scott spørger undrende, hvordan det kan være, at et publikum af midaldrende kvinder og pæne konference-gæster tilbeder en kunstner, som er så åbenlyst homoseksuel. ”De ved ikke, at han er bøsse,” svarer Bob.

Filmen viser med afdæmpet kraft konsekvenserne af dette dobbelte bedrag. Det er nemlig ikke en simpel film om undertrykkelse eller om at måtte lade som om, man er noget, man ikke er. Det er et portræt af en mand, der stiller sig selv til skue aften efter aften, og som er blevet så dygtig til forstillelsens kunst, at selv hans sjældne udbrud af sårbarhed måske også bare er komediespil.

Liberace bliver beskrevet som fantastisk sød og fantastisk manipulerende, som hvinende sentimental og en hårdhudet forretningsmand. På et tidspunkt overtaler han sin veltrænede protegé til at få en plastikoperation, så Scott kommer til at ligne Liberace, som sidstnævnte så ud som ung. Ved Liberaces mellemkomst udskriver lægen (spillet hylemorsomt af Rob Lowe, selv et plastikoperationsoffer) også slankepiller til Scott – starten på en glidebane mod et destruktivt stofmisbrug. Frankenstein-tematikken bliver gribende genopfundet som en ung mands prisgivne jagt på en far – og en ældre mands prisgivne jagt på en yngre og mere uskyldig udgave af sig selv.

Hvis Mit liv som Liberace er tv-agtig, er den det på den gode måde, som et lysende eksempel på, at tv­mediet tiltrækker nogle af de bedste historiefortællere. Det følsomme manuskript viger uden om Hollywood-biografi-filmens storladne dramatik til fordel for en mere episodisk struktur, der bliver bundet sammen af virkningsfulde ekkoer.

Et af de bedste er et close-up af Scott, der sidder alene og desillusioneret i et omklædningsrum, mens hans elsker og chef flirter med en ung danser i baggrunden. Vi har set dette tidligere i filmen fra stort set samme vinkel. Dengang fra en anden mands perspektiv – og med Scott som den nye flamme i baggrunden af billedet.