The Model

Mads Matthiesens første film, 10 timer til Paradis, indeholder formentlig den bredeste krop i dansk filmhistorie. Og hans anden film, The Model, indeholder en af de smalleste.

En bodybuilder og en fotomodel.

Mads Matthiesen er kropsfikseret på en ganske interessant måde. Han viser, hvordan kroppen kan bruges som et værktøj til at modellere vores identitet. Og hvilken forskruet funktion kroppen kan få, hvis vi ikke ved, hvem vi er.

Desværre er forskellen mellem de to portrætfilm ikke kun et tab i kropsvægt, men også i autenticitet.

Virkelighedens bodybuilder Kim Kold er respektindgydende i 10 timer til Paradis samt det glimrende kortfilmforlæg Dennis (Ekko-dvd #5)Han får os til at føle for muskelbamsen Dennis, der pumper sin krop op til overmenneskelige proportioner for at dække over, at hans maskulinitet ligger fladtrådt på væg til væg-tæppet hjemme hos sin sygeligt kontrollerende mor.

Efter samme filosofi spilles hovedrollen i The Model af en ægte fotomodel. Danske Maria Palm på 21 år er et etableret navn i modebranchen. Hun har repræsenteret Marc Jacobs og prydet siderne i Vogue og Harper’s Bazaar. Hun spiller teenagepigen Emma, hvis selvforståelse afhænger af hendes smalle krop.

Emma rejser til Paris for at gøre modelkarriere i en brutal branche, der er befolket af alt for unge piger. Hun lærer at bruge kroppen både foran og bag kameraet, da hun forfører og forelsker sig i den meget ældre stjernefotograf Shane. Med hans hjælp slår hun igennem i bladene og på de coke-plettede gulve i Paris. Og hverken skolekæresten eller forældrene aner uråd hjemme i den danske forstad.

Men jalousi trives godt i en verden, hvor skønheden regerer. Og Emma bliver så besat af at holde på Shane og sin succes, at hun tyer til løgne, kidnapning og våben.

Med håndholdt kamera og depressionsramt underlægningsmusik slår Mads Matthiesen en tyk streg under, at han ikke tror på modeverdenens glamour. Han vil blotte de barske realiteter – modellivet uden makeup.

Desværre har vi hørt det hele før, og det meste kan opfriskes med et par afsnit af reality-programmet Top Model.

Ja, modeller får en skideballe, hvis de kommer for sent på settet. Ja, fotograferne taler hårdt til dem. Ja, økonomien er ikke til mere end et deleværelse i starten af karrieren. Ja, der er stoffer overalt. Ja, folk stikker hinanden i ryggen. Og ja, det kan betale sig at knalde med de rigtige.

Det tjener dog til filmens ære, at fotografen, den magtfulde ældre mand, ikke reduceres til et rendyrket dumt svin. I Ed Skreins kompetente hænder er han snarere en charmør, der har tilbragt for lang tid i ungdommens hellige haller – natklubberne – og helt har glemt at blive voksen.

Filmen ser også bort fra anklagerne om anoreksi i modelverdenen. Emma begraver skeen i Ben & Jerry’s-is med største lyst. Og Maria Palms yndefulde lemmer har de helt rigtige mål. På de fotos, der optræder i filmen, stråler hun med professionelt mutte mundvige.

Problemet er, at mundvigene aldrig rigtig rykker sig ud af flækken. Replikkerne slipper ikke naturligt ud. Og hun poserer sig igennem det højstemte drama med en konstant bevidsthed om sin egen krop, og hvordan den tager sig ud på kameraet. Hele tiden mere model end skuespiller, mere manuskript-mannequin end menneske.

Emmas skønhed til trods er det svært at se, hvad Shane og resten af mode-eliten falder for, når de udråber hende til det nye ansigt i byen og ovenikøbet roser hendes vindende personlighed. Hun opfører sig som den misfornøjede teenager, hun er. Men da historien kører ud en soap-tangent, falder enhver troværdighed til jorden.

Det kræver mere end den perfekte krop at forme et helt menneske. Emma har svært ved at finde ud af, hvad det er. Men det burde ikke være lige så svært for Mads Matthiesen.