Biografanmeldelse
19. mar. 2017 | 22:07

A Modern Man

Foto | Eva Mulvad
Charlie Siem færdes med største naturlighed blandt modebranchens celebre festaber og den klassiske musiks skønånder. Det er svært at få øje på ridser i lakken.

Eva Mulvad forsøger med sin poetisk snigende metode at nå ind bag en smuk violinists ydre. Men perfektionisten Charlie Siem lukker ikke nogen ind.

Af Jeppe Mørch

Sikke en laps!

Iført middelhavsblå skjorte og dertilhørende sandfarvede shorts slentrer Charlie Siem hen til den lokale sportsvognsforhandler i Monaco. En orange Porsche 911 går an, hvis det da er muligt at få indsat bedre højtalere.

Intet problem, lover ekspedienten, og kort efter følger vi smukke Charlie teste sit nye legetøjs fart i fyrstedømmets pittoreske bakkelandskab.

Engelske Charlie Siem har god grund til at være oven på. I skræddersyede jakkesæt turnerer han verden rundt som violinist, og huller i kalenderen udfyldes med modeljobs for Armani og Hugo Boss.

Her går det godt.

Dokumentarist Eva Mulvad interesserer sig for det gode livs bagside, og med A Modern Man leder hun efter sprækkerne i det udadlelig ydre og alt det, Siems perfektionistiske levevis koster ham.

Stilen er poetisk snigende. Vi præstenteres hverken for navne, tidsangivelser eller anden fakta, men følger blot efter Charlie, når han rejser til England, Island og Kina. Vi er med hos skrædderen i London, og vi er med, når verdensstjernen står under bruseren.

Han rejser alene, og den konstante stræben efter at nå den klassiske musikscenes absolutte top har med tiden gjort ham venne- og kæresteløs. Derfor fungerer det glimrende, når ingen af dem, han møder på sine rejser, gives et navn. Enhver samtale er blot tidsfordriv mellem arbejdet.

Mulvad udsætter ikke sin hovedperson for konfrontative interviews. I stedet sætter hun sin lid til, at Charlie efterhånden vil åbne op eller afsløre sig selv, hvis blot kameraet følger med ham længe nok.

Som dokumentarinstruktør er man altid dybt afhængig af sine hovedpersoner, og Mulvads metode gør hende særligt sårbar.

I Det gode liv arbejdede instruktøren med fabelagtige personligheder. En rig dame og hendes datter havde aldrig skænket penge en tanke, for de havde rigeligt af dem. Men pludselig slap de op, og så måtte den søde, men ret konfuse dame og forkælede hendes datter til at lære om sammenhængen mellem arbejde og mad på bordet.

Den sælsomme blanding af overklassemanérer og infantilt verdenssyn gør Beckmann umådeligt interessant, og siden fulgte TV 2 da også op på historien med programserien Millionær på bistand.

Desværre fremstår Charlies Siem ikke lige så fængende.

Han er en særdeles flot fyr med Adonis-træk og mørkt, bølget hår a la Justin Trudeau og Thomas Delaney, og når han står forrest på scenen i de imposante koncertsale, udstråler han inciterende intensitet. Sveddråber pibler frem på overlæben, mens fingrene danser ekvilibristisk på de tynde strenge.

Han performer samme intense blik, når der skal tages fotografier til de store modehuses kampagner.

Væk fra spotlyset synes blikket dog mere undseeligt. Siem lever gennem sit arbejde, og hverdags-Charlie brænder ikke igennem i A Modern Man på samme måde, som performer-Charlie gør på scenen.

Titlen afslører, at Mulvad ønsker at gøre sin hovedperson til en repræsentant for tidsånden, hvilket forklarer dokumentarens interesse for Charlies Instagram-brug. Det er efterhånden en gammel sandhed, at vi i dag forsøger at performe et godt liv på sociale medier, og instruktøren tilføjer intet væsentligt nyt til den pointe.

Siems erhverv forærer A Modern Man en imponerende lydside, der virkningsfuldt svinger mellem det konvulsiviske og fløjlsbløde. Og i en scene kommer den poetisk snigende stil til sin ret: Charlie øver sig i et helt mørkt værelse, mens sol, pool og drinks skimtes uden for vinduet bag ham.

Her har vi det perfektionistiske, ensomme individ fanget i sine luksuriøse omgivelser.

Men vi når desværre aldrig ind til, hvad der driver Charlie Siem.

Under en kropsterapi-session indrømmer violinisten, at han aldrig lader mennesker komme rigtigt tæt på. Det gælder også dokumentarholdet, kan man efter filmen konstatere. Hvis der er dæmoner, traumer eller egentlig sorg i den smukke kunstnerkrop, formår perfektionisten i denne ombæring at holde dem skjult.

Trailer: A Modern Man

Kommentarer

Titel:
A Modern Man

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør
Eva Mulvad

Spilletid:
85 min.

Premiere:
4. oktober

© Filmmagasinet Ekko