Man siger gerne, at hvis man kan spotte en bølge, er det for sent at hoppe på den.
Siden Sarah Lund iførte sig sin første islandske striksweater, er nordic noir blevet presset ned over alt, der lugter af vintermørke og socialkritik. Men det afholder ikke TV 2’s seneste krimisatsning Modus: Det stille vidne fra at bolstre sig i genrens klichéer som en gårdhund, der ruller sig i kokasser.
I Stockholm, tilsyneladende Filmbulvinterens land, er kriminalpsykologen Inger Johanne Vik (Melinda Kinnaman) dårligt nok vendt hjem efter at have gjort karriere i FBI, da hendes autistiske datter overværer et mord på en kendt tv-kok.
”Jeg bruger kun lokale grøntsager,” lød kokkens motto. ”Det er det mest klimarigtige.”
Inger Johannes gamle kollega (Henrik Norlén) er på bar bund uden hendes uvurderlige Gajol-pakke-indsigt i en morders psykologi: ”Det kan være en mand med et magtfuldkomment forhold til kvinder, der ikke accepterer et nej.”
Hun vil imidlertid ikke længere ud i felten. Et par afsnit inde i serien kommer hendes skamfulde hemmelighed frem. Under en efterforskning i Washington blev hun så optaget af sagen, at hun glemte sine børn på et tog.
Når hun samtidig bruger det meste af sin tid på at forhandle børneopdragelse med sit skvat af en eksmand, lugter det noget konservativt, at hendes eneste svaghed er, at hun én gang ikke levede op til rollen som supermor.
Imens stikker morderen med jævne mellemrum hovedet frem fra sin vildnis-retræte, hvor han laver crossfit gennem knæhøje snedriver, lever af hjemmeslagtede hjorte og vinterbader i de isdækkede elve. I slowmotion og muskuløs bar overkrop er han en ufrivilligt komisk karikatur på Euroman-maskulinitet.
Den reduktionistiske kønspolitik føles som hævn for generationer af krimier skrevet med mandligt fortegn. Skurkene er maskulinister og religiøse fanatikere, heltene kæmper for det skandinaviske tolerancesamfund, og den politiske korrekthed er kvælende.
Det hele er så nordic noir, at man væmmes over det kyniske klichérytteri. Det socialkritiske islæt er en måde at gøre genren eksotisk på for udlandet, så oftest skal de fortælle noget om samfundet, samtidig med at de sætter forbryderen bag lås og slå. Præcis hvad der bliver sagt, er dog svært at gennemskue bag det mildt sagt idiotiske seriemorderkomplot.
Morderen dræber homoseksuelle efter ordre fra en gammeltestamentlig fundamentalistkirke i Texas (naturligvis), der har udpeget det ugudelige svenske samfund som helvede på jord. Østrigsk-fødte Marek Oravec taler amerikansk med r’er så hårde, at man mistænker ham for at have haft Onkel Sofus som dialektcoach.
Serien maler Amerika med en pinligt provinsiel pensel – som den store djævel og den store liga, der validerer succesfulde svenskere.
Inger Johanne bruger engelske fraser som trumf for sine teorier. Som når morderens svage punkt hedder ”the weak one behind”, et udtryk, der hverken sprogligt eller fagligt giver nogen mening. Bag ved hvad?
En mand kalder ofrene for ”femi-nazis” online og bliver prompte arresteret for at fremføre ulovlige trusler. Hvilke trusler? En computer bliver smidt i en sø, men det gør ingenting, for de kan bare få adgang til den gennem leverandøren. Sådan fungerer computere ikke!
Den slags genveje er endnu mere uforståelige, når nu manuskriptet er leveret af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, de danske hovedforfattere bag Rejseholdet og Ørnen, der begge blev belønnet med en international Emmy for bedste dramaserie.
Modus trækker på solid krimierfaring med ferm håndtering af dramaturgien. Den er velproduceret efter alle den svenske krimikunsts regler, men med bedre krimiserier i frisk erindring smager den af opportunistisk medløberi.
Kommentarer