Den mest sigende og eksemplarisk Møllehave’ske scene i denne fortjenstfulde, næsegrus forførte dokumentarfilm om præsten, forfatteren, foredragsholderen og den levende legende, Johannes Møllehave, må være seancen på et reklamebureau, hvor Møllehave, der ikke bærer briller til daglig, er blevet hyret til at reklamere for en brillekæde.
Nu skal han fotograferes med et passende par på næsen!
Reklamefolk sværmer smart og lavt knævrende omkring, afprøver briller, blitzer med kameraer, smiler fraværende, og man kan se, at Møllehave himself føler sig lidt lost i virvaret.
Indtil han beslutter sig for at træde i Møllehave-karakter og helt på tværs bare begynder at recitere tosserier af vennen og idolet Halfdan Rasmussen.
Gerne lader han sig selv og sit solide brand udnytte groft for klækkelig betaling, men de åndsløse, stressede kapitalistlakajer skal ikke derfor tro, at de kan slippe for direkte attak fra poesi.
I en komplementær scene befinder Møllehave sig i sit rette element, bag talerstolen på Testrup Højskole foran en flok højskoleelever. De synes akkurat så optimalt tryllebundne, som det er muligt for nutidens højskoleelever at blive, når Møllehave holder et improvisatorisk old high school-foredrag om Halfdan.
Møllehave elsker at tale, og han elsker at være i centrum. Men filmens gode, underforståede pointe er, at han først og fremmest elsker at være i centrum talende om og reciterende – det er og bliver for vildt, hvad han kan udenad! – andre end sig selv.
Det tætteste, den omkring-ævlende film kommer på en struktur er de fire omgange, hvor Møllehave taler om fire af sine absolutte yndlingsånder: Søren Kierkegaard, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og Storm P.
Højdepunktet i Storm-afsnittet er den sekvens, hvor Møllehave sidder udenfor, vistnok på Promenaden på Frederiksberg Allé, og i rasende fart lirer så mange fluer som muligt af sig. Hvilket er hans mindste kunst, han kunne snildt være blevet ved i flere timer.
Og det havde måske været den smukkeste film (især på dvd, hvor en option kunne være flue-shuffle) og største fornøjelse.
Det med fornøjelsen er vigtigt. Møllehave er ikke så meget selvglad og selvoptaget, som han er selvfornøjet, og igen er han endnu mere fremmedfornøjet. Alle fremmede ånder, han bliver optaget og indtaget i, bliver venskabelige ånder. Benny og Halfdan blev helt konkret hans venner, fordi han var vild med viddet, hvormed de er åndfulde.
Her er endnu en god pointe i Peter Klitgaards film, understreget af recitations-fornøjelsen. Formuleringsevnen er afgørende vigtig for beåndetheden – den præcise, overrumplende turnering af frasen (som englænderne siger), når alting går op i en højere vits.
Man kunne måske godt savne nogle scener, hvor hovedpersonen gik i clinch med nogle af de jævnbyrdige ånder, han sætter højt. Det havde været oplagt med en egentlig samtale i stedet for alle de sammenklippede enetaler til kameraet, hvor veloplagtheden skiftevis er autentisk og blot professionel.
Det er skønt at blive diverteret med så mange greatest hits fra alle bøgerne og foredragene. Bevægende for fuld Dickens-hammer er stadigvæk beretningen om livstidsfangen William, som Møllehave mødte som fængselspræst, og som, da William omsider blev løsladt, flyttede direkte ind i familiens sommerhus. Men skønnere endnu kunne det have været med bare et enkelt forsøg på at fremprovokere helt nye hits, der kunne overrumple hitmageren selv.
Ja, undskyld for at være et utaknemligt skarn.
For filmen er også en påmindelse om ikke at tage kulturelle naturkræfter (en langt voldsommere og vigtigere kategori end ildsjæle) som Møllehave for givet. Om ikke at melde sig ind i den smålighed, som disse naturkræfter med deres suverænt frembusende, positive eksempel bekæmper.
Så lad mig lige huske at sige tak for umådeholdet, Johannes!
facebook
twitter
Kommentarer