Middle of the road og middelgod kan Monica Z ses som Per Flys forsøg på at installere sig i det professionelle mainstream-kompagni efter det mislykkede stileksperiment Kvinden der drømte om en mand.
Et vellykket forsøg, for så vidt som filmen allerede er blevet en gedigen svensk succes, både hos publikum og anmeldere og belønnet med fire Guldbagge-priser (nærmest en svensk pendant til Robert-prisen).
Monica Z viser da også Per Fly som en håndværkssikker og ofte elegant fortæller med et godt blik for det modsætningsrige i sin hovedperson: den legendariske svenske jazz- og popsangerinde Monica Zetterlund (1937-2005), der blond og meget hvid havde Ella Fitzgerald som sit idol, men måtte genopfinde sig selv som svensksyngende, jazzet solist med egne temaer for at videreføre den sorte tradition uden blot at efterligne.
Filmen er frit inspireret af Zetterlunds liv først i 1960’erne, hvor hun efter en første, benovet optræden i New York var ved at opgive karrieren og forblive i jobbet som telefondame. Men hun stræbte alligevel hårdnakket videre, trods sin provinsielle fars småtskårne formaninger om ikke at stræbe højere, end evnerne rakte.
Farens manglende værdsættelse kaster ifølge filmen en varig skygge over hende, og som kompensation søger hun hektisk anerkendelse og bifald overalt og har sporadisk mistro til egne evner.
Men sart er hun ikke: først og fremmest et livstykke fra den svenske provins, der både formår at indtage Stockholm og til sidst også New York med sin blanding af sofistikeret sangtalent, cool sensuel charme og barok humor.
De dramatisk påkrævede modhager i succeshistorien – et til tider overdrevet spiritusforbrug, et par mislykkede erotiske forhold og en status som ravnemor for en lille datter – virker ikke opsigtsvækkende. Og tilmed får problemerne sjældent særlig skarp kant i Peter Birros overfladiske manuskript med dets opsummerende, bastante replikker og i Per Flys letflydende, Hollywood-glatte instruktion.
Jo, der er scener, som lever, især når Sverrir Gudnasons skjult forelskede bassist optræder som Monicas selvudslettende modpol og stilfærdigt gelejder hende mod stjernerne, og når hun selv tager initiativet til at få baslinjen frem i starten af den vidunderlige Sakta vi gå genom stan.
Og de første New York-scener har både storbypoesi og spidning af datidens paradoksale racisme: Monica var for hvid til at synge med de sorte musikere.
Men hvad skal man mene omet svensk tidsbillede, der lader Monicas elsker, filminstruktøren Vilgot Sjöman, lave sin erotisk udfordrende Jeg er nysgerrig-film, fire år før den blev produceret? Ikke en ligegyldig smutter, for udviklingen gik så hurtigt i 1960’erne, at der er stor forskel mellem det spæde nybrud i 1963 og sædernes sammenbrud i 1967.
Det virker også folkekomedie-grotesk at fremstille samme banebrydende Sjöman som en mellemting mellem en klam seminarist og en hundeøjet nørd, ligesom troværdigheden svigter, når MonicaZ i sin økonomisk usikre karrierestart kan købe et mindre slot til elsker og datter (det var da angivelig også i virkeligheden en treværelses lejlighed).
I titelrollen overbeviser Edda Magnason (der har en god Monica-lighed) som startens frejdige provinspige med ben i næsen, men hun slår i mine øjne ikke til som den raffinerede sangerinde ramt af sjælelige konflikter.
Dybden mangler – også i sangforedraget, der er nydeligt, men uden forbilledets finesser og sårbare antydninger.
Dermed er den også i ganske god overensstemmelse med filmens rosenrøde ”det ender med et bryllup”-holdning og afsluttende apoteose – men til gengæld i modstrid med den sengelænkede Monicas ensomme endeligt ved en selvpåsat brand mange år efter.
Kommentarer