Monkey Man

Mange film har forsøgt at efterabe den tjeppe action i John Wick-filmene, men få er lykkedes med at føje så megen substans til stilen som Dev Patels debutfilm Monkey Man som instruktør.

Den indisk-fødte englænder (kendt som hovedrolleindehaver i Slumdog Millionaire) leverer alt det cool overskud, man kunne ønske sig af en film om en høj, skarpt jakkesæt-bærende mand i kamp mod en hær af håndlangere. Men manuskriptet, som Patel selv har været med til at skrive, er også en knugende refleksion over magt og afmagt. 

Instruktøren spiller hovedrollen som Kid, en mand på et livslangt hævntogt efter en tragedie i sin barndom. Iført en abemaske taber han nat efter nat i knytnævekampe organiseret af en korrupt promoter spillet af Sharlto Copley. 

Men der er en fyrig intensitet over hans adfærd, som antyder, at han holder igen i ringen. 

Snart hustler han sig til et rengøringsjob i en eksklusiv klub for rige mennesker, hvor han som en anden computerspilhelt må tæske sig op ad den sociale rangstige, indtil han når bygningens øverste, mest eksklusive lokaler, hvor hans dødsfjende huserer. 

Strukturen er ikke ligefrem revolutionerende, men den er stærk og levende takket være Dev Patels sans for detaljer. 

Som i S.S. Rajamoulis indiske megahit RRR sætter han en skarp kontrast op mellem storbyens elendighed og de idealiserede skove, hvor Kid voksede op. 

Filmens action rammer hårdere, fordi den udspringer af det afgrundsdybe skel mellem rig og fattig i Indien. Det skildres mindeværdigt, som da en hjemløs familie vækkes af en luksusbil, der drøner forbi deres seng af papkasser på gaden. 

Monkey Man ser skeptisk på guruer, der gør tro til et våben, og på politikere, der lukrerer på nationalisme, men ser stort på nationens udsatte. For Kid kommer hjælpen fra hans ligemænd på samfundets bund, fra fattige og udstødte, der giver ham husly og gode råd. 

Og alene hvad underholdningsværdien angår, indfrier Dev Patel alle forventninger. 

Kid bliver tæsket nådesløst gul og blå i ringen, og hans tidlige forsøg på at nå frem til byens pinger ender i masochistiske nederlag. Hans nærmest uendelige kapacitet for korporlig afstraffelse føles, som om han længes efter en fysisk lidelse, der kan matche hans sjælesmerte. 

Men i det smukt koreograferede voldskaos, der afløser filmens lidt langsomme midtersektion, demonstrerer Kid en stålsat målbevidsthed. 

Med sig bag kameraet har Dev Patel den erfarne stuntkoordinator Udeh Nans, der stod bag de indonesiske actionhits The Raid og The Raid 2. 

Ét højdepunkt er en vild og lynhurtigt klippet køkkenkampscene, mens en slåskamp i en elevator intet lader tilbage for Captain America: The Winter Soldier. Fotograf Sharone Meir finder igen og igen på nye måder at få hver af luksusklubbens etager til at tage sig anderledes og slående ud. 

Og filmen leverer hjernerystende tæsk uden at tabe karaktererne af syne. Dev Patel har altid været en intenst empatisk skuespiller, som kan fastholde publikums sympati, selv når han spiller en led skiderik. 

Her fornemmer man så ødelæggende et traume bag Kids destruktive adfærd, at det er umuligt ikke at heppe på ham. 

Historien om et barn som offer for løbsk kapitalisme virker velkendt i en tid, hvor skellet mellem rig og fattig verden over kun vokser sig større. 

Men selv hvis kernen er universel, og selv om instruktøren er opvokset i England og filmen optaget i Indonesien, er det dens specifikke forankring i indisk kultur, der får den til at lande som en mavepuster i mellemgulvet. 

Abeguden Hanuman, der bekæmper en hær af dæmoner, er udgangspunktet for Kids tro og hans mission. Det er samtidig filmens hemmelige ingrediens. Det er alt for sjældent, at en thriller behandler hævnen, ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at hjælpe andre. 

Det vil kræve mere end mord at hele Kids traumer, men måske vil hans hævntogt en dag kunne hjælpe en anden knægt.