Serieanmeldelse
06. okt. 2024 | 13:43

Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez

Foto | Netflix

Nicholas Alexander Chavez og Cooper Koch spiller brødrene Lyle og Erik, der ender med at dræbe deres far (Javier Bardem).

To brødres drab på deres forældre i 1989 bliver i velspillet og grænseoverskridende detaljeret Netflix-serie sat i relief af en grusom opvækst.

Af Kristian Ditlev Jensen

I narkokrimi-serien Miami Vice, som blev sendt fra 1984 til 1990, mener nogle kritikere, at hovedpersonen faktisk, muligvis for første gang i filmhistorien, er musikken. For lydsporet til serien er så legendarisk, at det tegner omtrent et helt årti, en tidsepoke, en feeling

Lidt den samme følelse sidder man med, når man ser anden sæson af Netflix’ true crime-serie Monsters. Aldrig er grimt permanentet hårmode blevet gengivet så perfekt, aldrig har joggingsæt i polyester og pangfarver knitret højere. Og aldrig har lydsporet været mere syntetisk – det skulle da være i lige netop Miami Vice

Ligesom i første sæson, hvor Monsters-setuppet udfoldede historien om pæderasten og seriemorderen Jeffrey Dahmer, er idéen i anden sæson at give dømte drabsmænd nyt liv. 

Og modsat Dahmer, som bare var en knaldende uhyggelig galning, er sagen om Lyle og Erik Menendez-brødrene mere kompleks. 

Der er flere udlægninger af, hvorfor de to halvt cubanske ynglinge i Beverly Hills i 1989 skød deres egne forældre – faren i hovedet på klos hold med et haglgevær, moren efter at den ene af gerningsmændene havde været hele vejen uden for huset for at lade igen. 

Begge dele vidner om følelseskulde og kalkuleret forsæt til drabene. 

Men samtidig fortæller de to mænd – der var henholdsvis 21 og atten år på gerningstidspunktet – at drabene skete på baggrund af en voldsom opvækst. Deres selvforsvar, eller den tiltrængte hævn, var forudsigeligt. 

Deres far var incestforbryder, og deres mor så stiltiende og velvidende til. I serien bliver der ikke – og lad det være en decideret advarsel til ofre for alle typer overgreb i barndommen – sparet på detaljerne. Vi skal både høre om glidecremen, tandbørsten og så videre. 

Grænseoverskridende, muligvis også tv-historie. 

Da Cooper Koch, der spiller den homoseksuelle og lidt mere følsomme Erik Menendez, skal fortælle om overgrebene, sker det i afsnit fem, som er optaget i én indstilling. Der er helt enkelt ingen klip. Det er med til at give hans fortælling en autentisk dybde, for afsnittet består egentlig bare af advokatens afhøring af ham. 

Advokaten spilles i øvrigt fantastisk af Ari Graynor, ligesom Nicholas Alexander Chavez er overbevisende som den mere hårde og voldelige Lyle. 

Hvis publikum skal kunne afgøre, om de begge to er psykopater eller ofre – eller måske mere sandsynligt en blanding – kræver det, at perspektiverne oprulles.

Til det formål har serieskaberne Ryan Murphy og Ian Brennan, som også stod bag Dahmer, lavet en mindre genistreg med Dominick Dunne.

Han er – også i virkelighedens verden – en slags dandy og graverjournalist, som forsøger at trænge til bunds i sagen. Han er krukket og affekteret. Det er ved hans fornemme middagsselskaber, hvor han udbreder sig om de forskellige teorier om drabene, at vi for alvor forstår de forskellige tilgange til sagen.

Nathan Lane gør karakteren irriterende, klog og i sidste ende elskelig.

Nogle gange kan true crime-genren faktisk skabe forandringer i virkeligheden. I den dokumentariske ende af skalaen har Den sorte svane herhjemme affødt et hav af anholdelser og sager.

I Historien om Lyle og Erik Menendez befinder vi os i den anden ende af skalaen, hvor hovedformålet er at skildre og forstå baggrunden for en drabssag. Men der er ikke megen forankring i virkeligheden, fornemmer man.

Det er på sin vis bare underholdning.

Et sted imellem de to finder vi genrens store værker, som formår både at være underholdende og dokumentariske og ændre virkeligheden.

Errol Morris’ The Thin Blue Line fra 1988 er både medrivende og æstetisk raffineret, samtidig med at filmen fik Randall Dale Adams, der sad i fængsel for et politidrab, løsladt.

I dag øjner Hollywood både seere og muligheder i at tage sager op, hvor de implicerede stadig lever. Om det vil ændre noget for dem, er tvivlsomt. Lyle og Erik, der i dag er 56 og 53 år gamle, afsoner en livstidsdom.

Imidlertid kan det måske ændre noget i os selv. For vi glemmer tit nuancerne – også når folk er skyldige og skal dømmes efter loven.

Trailer: Historien om Lyle og Erik Menendez

Kommentarer

Titel:
Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez

Originaltitel:
Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Paris Barclay, Carl Franklin, Michael Uppendahl, Ian Brennan, Max Winkler

Manuskriptforfatter:
Ryan Murphy, Ian Brennan, David McMillan, Reilly Smith, Todd Kubrak

Medvirkende:
Javier Bardem, Chloë Sevigny, Cooper Koch, Nicholas Alexander Chavez, Ari Graynor, Nathan Lane, Evan Peters

Spilletid:
Ni afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Ni afsnit

Premiere:
19. september på Netflix

© Filmmagasinet Ekko