Manuskriptforfatter Rãzan Radulescu er en af de betydelige stemmer i den såkaldte rumænske nybølge, der gennem det seneste årti har gjort landet til den mest interessante filmnation blandt de tidligere kommunistiske østbloklande.
Radulescu er optaget af, hvordan det moderne Rumænien har udviklet sig – eller ikke udviklet sig – siden Sovjetunionens kollaps.
I den sorte komedie Hr. Lazarescus sidste rejse er der langt til medmenneskeligheden, når hovedpersonen på absurd vis bliver afvist på det ene hospital efter det andet. I hverdagsdramaerne Boogie og Tirsdag efter jul er den vestlige verdens materielle goder blevet integreret i den rumænske middelklasse, men kun som overfladisk fryns i en tom tilværelse.
I årets vinder af Guldbjørnen på Berlinalen, Mor og søn, langer manuskriptforfatteren ud efter overklassen og landets korrupte autoriteter i en film om en dominerende mor og hendes fremmedgjorte søn, der kører en dreng ihjel.
Filmen – instrueret af Calin Peter Netzer – åbner i den kæderygende hovedperson Cornelias (Luminita Gheorghiu) køkken. Som en blanding af heks og hønemor betror hun sig til veninden Olga (Natasa Raab), at sønnen Barbu (Bogdan Dumitrache) har ignoreret hende i månedsvis. Den voksne søn – omkring de 30 år – er på vej til at flytte sammen med kæresten Carmen og hendes datter, hvilket langt fra falder i god jord hos Cornelia. Hadet og jalousien hænger lige så tykt i luften som den konstante cigaretrøg.
”Hvis du havde fået flere børn, havde du haft nogle at vælge mellem,” svarer veninden intrigant tilbage.
Her er koldt og kynisk i Bukarests bedre borgerskab, hvor Cornelia er arkitekt. I næste sekvens er byens indflydelsesrige spidser sidder samlet til hendes 60-års fødselsdag. Hun lyver om sønnens fravær, så facaden kan opretholdes, mens tjenerne har travlt med at skænke op i glassene. Hendes mand – der er læge – er konsekvent tavs og fraværende. En underkuet vatpik.
Opkaldet kommer dagen efter, da Cornelia og Olga sidder til en generalprøve på en opera. Barbu har under en hasarderet overhaling og med alt for høj hastighed i sin store Audi kørt en fjortenårig dreng ihjel.
Radulescus og Netzer skildrer konsekvent borgerskabets knap så diskrete luksusliv med sans for detaljerne. Turen til politistationen foregår i en BMW, mens Cornelia og veninden iført pelse og synlige guldsmykker er kampklar til at redde kastanjerne ud af ilden for sønnen.
Morens motiv er åbenlyst at få ham tilbage i folden, og med magt og penge kommer man langt i nutidens Rumænien. Den slags gør både indtryk på lægeforbindelsen, der tester Barbu for spiritus i blodet, politiet, som ikke tøver med at løslade ham inden retssagen, og vidnet i den anden bil, der har sit vidneudsagn til salg.
Barbu flytter hjem til Cornelia, mens sagen står på, og det forvrængede forhold mellem mor og søn bliver udstillet i flere scener. Hun gennemgår sygeligt hans lejlighed, da hun henter en kuffert med hans tøj. Han får et hysterisk flip, da hun køber et forkert mærke af noget ellers korrekt medicin. Han har aldrig lært at tage ansvar for sit eget liv, og opdragelsens konsekvenser bliver mest pinagtige, da han endelig står ansigt til ansigt med ofrets fattige familie, der bor blandt galende høns på landet.
Det er dog samtidig filmens svaghed, at der konstant smøres så tykt på i kontrasten mellem overklassen og underklassen. Det er ikke den store overraskelse, at eliten hersker, og det kan ikke undgå at gøre handlingen en smule forudsigelig.
Til gengæld er Luminita Gheorghius formidabel som den iskolde Cornelia, der med en rovdyrs blik i øjnene usympatisk forhandler sig til sønnens frihed. Filmen bruger ingen underlægningsmusik, og som i andre film i den ny rumænske filmkunst er vi hele tiden med som fluer på væggen i en håndholdt fotografering, der gør sekvenserne intime og virkelighedsnære.
Kommentarer