Mortal Kombat

Engang kunne man i hver eneste by af en vis størrelse finde en spillehal fyldt med flippermaskiner og arkadespil.

Med forældrenes overskydende mønter har børn og unge fordrevet en time eller to med uskyldige spil som Donkey Kong og Pac-Man.

Men de voksne vidste ikke, at der bagerst i spillehallen befandt sig en maskine fuld af blod og vold. Spilserien Mortal Kombat startede i 1992 og har med en stribe udgivelser sendt spillerne ud i dødelige tvekampe, hvor man kan rive rygraden ud af sin modstander, hvis man ellers er dygtig nok.

Den grusomme ånd rammes godt i den nyeste filmatisering af spilserien, hvor vilde personer med magiske kræfter slås mod hinanden med jordens undergang som bagtæppe.

En gruppe udvalgte mennesker skal under tordenguden Raidens vejledning træne sig op til at kæmpe mod den onde Sub-Zero (Joe Taslim) i kampsportsturneringen Mortal Kombat. Menneskene er ledet af Cole (Lewis Tan), der vil hævne sin dræbte forfader Scorpion (Hiroyuki Sanada).

Det lyder på overfladen ret alvorligt, men ingen og intet er helligt i det skøre univers.

Både de gode og de onde kan blive skåret midt over af en motorsavs-hat, få hevet hjertet ud eller få deres arme frosset til is og knust i tusind stykker. Midt i det hele afbrydes hyper-volden pludselig af absurde oneliners, der er den ringeste b-film værdig.

Nogle vil sikkert være godt underholdt, men Mortal Kombat fungerer ikke som film.

Mange gange har Hollywood forsøgt at filmatisere videospil, og heller ikke denne gang lykkes det. Der er et indfødt problem i mediet, der opererer på en helt anden måde end en film, et teaterstykke eller en roman.

Et spil som Mortal Kombat har en meget spinkel historie, men det er vanedannende takket være interaktiviteten. En spiller skal lære at blive dygtig til spillet for at kunne slå sin modstander og få lov til at udføre de blodige dødsstød.

Uden nogen interaktivitet må en filmatisering lægge større vægt på historien. Men her er den uinteressant og ukonkret – og lever slet ikke op til mediets forpligtigelser.

Man kan ikke nå at blinke, uden at filmen bryder med sin egen logik. Hvis noget bliver kaldt umuligt eller svært, er problemet automatisk løst fem minutter efter. Hvis en vred fange slipper fri af sine lænker, vælger han alligevel at blive hængende, indtil historien kræver hans afgang.

Og den turnering, som hele filmen leder op til og er navngivet efter, finder aldrig sted!

Det sløje filmhåndværk er limet dårligt sammen af uinspirerede skuespilpræstationer, som både skal tilskrives de medvirkende og den debuterende spillefilminstruktør Simon McQuoid. Han har tidligere lavet reklamefilm og besidder ikke nogen stor forståelse for, hvordan to mennesker snakker sammen.

Han kan dog finde ud af at instruere de eksplosive kampscener. I enkelte øjeblikke funkler filmen og minder om dengang i arkadehallen, hvor man rev hovedet af sin værste fjende eller dræbte en dårligere spiller ved at lave den samme finte igen og igen.

Men Mortal Kombat har en fod på hver banehalvdel og ender som endnu en streg i regningen i det evige forsøg på at filmatisere videospil.