The Texas Chain Saw Massacre

Den 25. april i år indledte jeg i Park Bio en velbesøgt 50-årsjubilæumsvisning af The Texas Chain Saw Massacre, der herhjemme er kendt som Motorsavsmassakren. 

På trods af, at biografen viste filmen i forkert format og ikke havde en operatør i huset til at rette fejlen, var det en euforisk aften, der bekræftede og forstærkede min kærlighed til filmen. 

Som resultat kontaktede jeg bagefter en anden biograf, jeg har et nært forhold til, og foreslog dem at vise filmen. Det afviste den ansvarshavende, fordi han mente, at filmens indhold af blodig vold ville være for hård kost for biografens publikum. I stedet havde han planlagt en visning af Cronenbergs Fluen. 

Ahvad? 

I Fluen bliver en mands arm brækket midt over, syre gylpes ud over en hånd, som ætser væk, heltinden føder slimede mider, og hovedpersonens kropsdele falder af én for én, inden han aflives med et nådeskud, og hele hovedet eksploderer! 

I The Texas Chain Saw Massacre ser man folks ansigter reagere på ting, der sker, men ellers ser man meget lidt. Der kører én film i tilskuerens hjerne og en anden oppe på lærredet. 

Tobe Hoopers instruktion hører således blandt filmhistoriens fineste eksempler på antydningens kunst – en retning i horrorfilmens æstetik, der brød igennem med Jacques Tourneurs gyserfilm Cat People (1942). I The Texas Chain Saw Massacre finder den sin mest dramatiske kontrast mellem, hvad tilskuerne manipuleres til at tro, de ser, og hvad der rent faktisk vises. 

Så det kan godt være, at min biografdirektørven havde ret. Måske vil filmen modsat Fluen være for hård kost for hans publikum. Fordi den fremmaner en biografoplevelse, der i suggestiv intensitet overgår, hvad Cronenberg selv i sit mest splattede hjørne kan diske op med. 

Dog er der ikke tale om, at The Texas Chain Saw Massacre alene scorer point ved ikke at vise noget. Tværtimod. Allerede fra første scene bombarderes vi med en effektfuld montage af soleksplosioner og opfindsomt arrangerede kropsdele, en art posthum surrealisme, mens hidsige lydeffekter fungerer som en syl i øret. 

Filmen er inspireret af den ubegribeligt afsporede gravskænder og seriemorder Ed Gein, der også gav forfatteren Robert Bloch idéen til Psycho, som Hitchcock filmatiserede i 1960. 

Den skildrer en excentrisk familie på en afsides gård i Texas. De er slagteriarbejdere uden slagterijobs, men skæbnen sender en vognfuld unge byboer lige i armene på dem.

Familiens klovnede, transkønnede moderskikkelse Leatherface (Gunnar Hansen) slagter dem med sin motorsav, arrangerer kroppene på kroge og resten i fryseren. Hvorefter han haster efter Sally (Marilyn Burns), der bliver bundet til en stol, men vrider sig løs og nu forsøger at stikke af. 

Filmens plot er blevet skabelon for utallige efterfølgende horrorfilm, såsom Eli Roths Hostel, det centrale værk i torture porn-bølgen, og den danske Finale, efter Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod, som igen bygger på Rikke Schubarts analyse af final girl-tropen i mange moderne horrorfilm, ikke mindst Tobe Hoopers mesterværk. 

Filmens finale starter, da den sidste overlevende bybo vågner som gæst ved middagsbordet, hvor hun selv er på menuen.

Daniel Pearls kameraarbejde løfter sekvensen til det sublime, især med en serie aldrig overgåede ultranærbilleder af offerets opspilede øjeæbler. Slutsekvensen er hyppigt kopieret, men aldrig overgået. 

The Texas Chain Saw Massacre blev herhjemme i 80’erne trukket frem i debatten om videovold, som fik bekymrede politikere og kulturpersoner til at advokere for voksencensur. I England blev filmen totalforbudt frem til 1998, ligesom det blev forbudt at bruge ordet ”chainsaw” i filmtitler.

Dengang var den med sin rå tematik indbegrebet af underlødig lavkultur, men i dag står den som et af filmhistoriens underværker, der på sublim vis indfanger rædslens væsen. Med et budget på bare 83.000 dollars og en omsætning på 30.859.000 dollars alene i USA er det også en af de mest succesfulde, uafhængige biograffilm.

Helst gav jeg syv stjerner, men Ekkos skala går ikke til syv. Læseren bedes tænde sin indre motorsav, skære nogle ekstra takker og opleve de seks som syv. 

Lad os i filmens ånd kalde det antydningens kunst!