Vi lever i et tv-landskab, der er ved at drukne i gode serier.
Det er mildt sagt et luksusproblem at blive begravet i ikke bare gode, men også vigtige serier, der tager emner som race- og kønsproblematikker under behandling – ikke mindst Atlanta og Transparent.
Men det er også ret udmattende hele tiden at forholde sig til verdens fortrædeligheder, sjove som de kan være, når man nogle gange bare vil glo tv uden ansvar.
Derfor er det en eskapistisk fornøjelse at se Mozart in the Jungle, der også i sin tredje sæson ikke vil meget andet end bare at underholde med sine skæve personligheder. Her bliver man trukket ind i et eventyr i en virkelighedstro verden, hvor det er normalt at dyrke uforpligtende sex med en belgisk mimer eller smide sin mobil ud af vinduet, hvis man er træt af, at den ringer.
Den nye sæson starter i Venedig, hvor den flamboyante dirigent Rodrigo (Gael García Bernal) har søgt i dækning for undgå voksenting som lockout og lønforhandlinger i New York. Imens slås hans orkester på Manhattan for ordentlige vilkår og tjener penge på bar-koncerter og Uber-ture.
Åbningsbilledet viser Rodrigo typisk hipster-excentrisk på en gul vandcykel i den italienske bys flydende gader, mens den passionerede klassiske musik som så ofte før leder ham på vej.
Målet er den venezianske operasanger Alessandra (Monica Bellucci), hvis kunstnernavn La Fiamma (Flammen) foruden at referere til et italiensk operastykke afslører, at hun er temperamentsfuld i en grad, der faktisk yder den farverige dirigent modstand – så der opstår hurtigt brandvarm, men tosset kemi mellem de to.
Det udmønter sig naturligvis i en sjov og lidenskabelig, men også temmelig utroværdig kærlighedsaffære.
Seriens magiske realisme, der indebærer Rodrigos møder med fortidens musikalske mestre som Mozart og Beethoven i morsomme barneskikkelser, skaber solid grobund for skøre scener. Men serien holder også muligheden for noget mere varigt rørende på afstand, hvorfor den kun i glimt rejser sig fra det gode til det fremragende.
Senere møder Rodrigo tilfældigvis også sin gamle assistent Hailey (Lola Kirke), og der går ikke lang tid, før de to igen har gang i deres venskabelige forhold med en gnist af romantisk kærlighed.
Man må dog håbe, at Mozart in the Jungle ikke giver efter for fristelsen og lader de to være mere intime, for meget af seriens skæve intensitet kommer fra energien mellem dem.
Rodrigos outrerede charme og Haileys kejtede ditto kan nemt virke for påtaget hver for sig. Men sammen udligner de forskellen og skaber søde og sjove øjeblikke, som når han lærer hende at genfinde den barnlige glæde ved musikken og alfaderligt (og panisk) overdrager hende dirigentstokken for at tage på gondolræs i vandgaderne.
I det hele taget foregår serien på kanten af et impulsivt overdrev.
Adskillige gange er det ved at tippe over og blive for mærkeligt blot for at være mærkeligt, som når holdet tilbage i New York af borgmesteren får besked på at undskylde over for samtlige planter i en park.
Til gengæld tager Mozart in the Jungle os med ind i en verden, man sjældent hører om. Og det er morsomt, når for eksempel Rodrigo i mødet med Alessandras manager – og mand, viser det sig – får at vide, at den vigtigste af tre regler er: ”No fornicate, grazie” (den må I selv oversætte).
Så kan det godt være, at Mozart in the Jungle ikke byder på bevingede tanker, men så længe serien kører, er man i godt selskab.
Kommentarer