Mufasa: Løvernes konge

Løvernes konge betragtes af mange som kronværket i Disneys 90’er-guldalder. En episk, smukt tegnet fortælling om prinseløven Simba baseret på Shakespeares Hamlet og med ikonisk musik af Hans Zimmer og Elton John.

Den fik hurtigt to vhs/dvd-efterfølgere: den Romeo og Julie-baserede Løvernes konge: Simbas stolthed og den spøjst metafiktive prequal Løvernes konge ½.

I 2019 kunne Disney ikke dy sig for at lave en live action-agtig version af Løvernes konge – i praksis primært 3d-animation, da løver ikke duer til skuespil.

Det gik åbenbart godt, for nu har genindspilningen fået sin egen efterfølger. Men fremfor at basere den nye live action-film på Simbas stolthed har man lavet en ny fortælling, der faktisk har en del tilfælles med Løvernes konge ½.

Den starter nemlig med en småirriterende rammefortælling, hvor det komiske makkerpar Timon og Pumba sammen med den vise mandril Rafiki fortæller en historie, mens Simbas lille datter lytter med.

Historien handler om Simbas far Mufasa fra før, han var en faderlig monark med James Earl Jones’ stemme, og længe før han blev snigmyrdet af en flok gnuer.

Det handler om, hvordan han voksede op som forældreløs killing uden skyggen af blåt blod i årene, men sammen med sin royale fosterbror Taka kæmpede sig vej til Kongeslætten og blev kronet foran alle Afrikas dyr.

Løvernes konge fra 1994 er på sin vis en ret konservativ film. Det hele går ud på at genoprette status quo i løvesamfundet gennem den retmæssige arvefølge, og de royale løver skal have lov at spise de andre dyr, fordi de er ædlere end dem.

Mufasa: Løvernes konge er en lidt mere moderne fortælling. Den gør et stort nummer ud af, at Mufasa ikke er født kongelig. I stedet er han den amerikanske drøm, der stiger til tops fra ingenting ved hjælp af overlegne evner.

Men filmen bruger så meget tid på at tale idéen om kongeligt blod ned, at det virker rimelig åndssvagt, når Mufasa alligevel uundgåeligt bliver konge og lader sin søn Simba arve hele molevitten.

Lidt mere interessant er det, at den originale skurk Scar nu får en baggrundshistorie. Før han var ond, var han nemlig Mufasas flinke, men nervøse fosterbror Taka.

At udforske Disney-skurkes bevæggrunde er gjort før – tænk bare Cruella og Maleficent – og det lykkes også at gøre den unge Scar ganske tiltalende. Der er decideret poetiske øjeblikke, hvor Taka redder Mufasa ved at bore sine klør ned i hans pote på samme måde, som da han forråder ham i den oprindelige film.

Dog er det lidt skuffende, at Scar, der er kodet med queer-træk, ikke får lov at realisere sig som homoseksuel løve. Tværtimod bliver han uvenner med Mufasa, fordi begge er forelskede i samme hunløve.

Hovedskurken er i denne omgang den magtsyge, hvide løve Kiros, som spilles af danske Mads Mikkelsen. Hans stemme klæder rovkatten, men helt farlig bliver han aldrig, hvilket især skyldes en meget lidt truende skurkesang, selv om det er sjovt for en gangs skyld at høre Mikkelsen synge.

Musikken er generelt ikke helt i katteøjet.

Disney har tilsyneladende vedtaget en lov om, at Lin Manuel-Miranda skal komponere sange til alle deres store satsninger. Denne gang er der kommet en række imponerende intrikate ensemble-numre ud af det, men man har allerede glemt dem på vej ud af biffen.

Animationen er selvfølgelig i topklasse. Og selv om det stadig er svært at se, hvorfor Løvernes konge ikke bare fortsætter i den smukke, gamle 2d-stil, er det blæret, hvor fotorealistiske dyrene fremstår.

Der går dog uncanny valley i den, hver gang de meget virkelige rovdyr åbner gabet for at synge. Realismen egner sig bedre, når filmen lader løverne gøre virkelige løveting som at løbe, kæle og slås.

Enkelte steder kommer der også et godt grin ud af løvefakta. Som da Takas dovne kongefar forklarer, at hunnerne står for at jage, mens hanløverne primært sover og passer unger.

Men som helhed føles Mufasa: Løvernes som en kopi af en kopi af en rigtig god tegnefilm. Endnu én i rækken af Disneys uendelige live action-filmatiseringer af fordums hits. Næste år kommer der to mere.

Ironisk nok virker Disney efterhånden mest om Scar, der har arvet sin royale status i animationsverdenen frem for at fortjene den. Man kan håbe, at der snart vender lidt originalitet tilbage til Kongeslætten.