Mugge & Super Happy

Med den gakkede film- og bogserie om overgearede Mugge og hans absurd farverige venner har Anders Morgenthaler og Mikael Wulff fundet en overraskende effektiv måde at tage vigtige børneemner op. Endda helt uden at prædike.

Mugge og vejfesten handler om frygten for forældrenes skilsmisse. Mugge og hans mærkelige hjerne tager fat i hovedpersonens neurodivergens. Mugge og Super Happy udforsker, hvordan forholdet mellem børn og forældre trues af skærmens tidsalder.

Sidstnævnte tema lægger op til endnu et trættende voksenforedrag om, at børn skal løbe ud i den friske luft og dufte til en bregne. Men befriende nok styrer Wulffmorgenthaler helt uden om den kliché.

Faktisk gør de tykt grin med voksenpanikken i form af Mugges idiotiske far, som Morgenthaler lægger stemme til. Han føler sig som en fiasko på grund af sønnens hang til computerspil og tvinger hele Mugges vennegruppe med på kaos-camping.

Den rødhårede klovn af en patriark, iført for lille spejderuniform, har tilpas meget ynkelig nerve til, at filmens forældreforhold får lidt bid.

Med søn og kikset far på lejrtur får man mindelser om den glemte Disney-film Fedtmule og søn. Men her er det ikke sønnike, der skal lære at respektere sin far – det er far, der skal tage sig sammen!

Selv om Mugge er lovligt besat af sit Minecraft-inspirerede byggespil, tegnes der faktisk et positivt billede af gaming som en social aktivitet, hvor vennerne lader fantasien flyve sammen online.

Til gengæld mister de voksne totalt jordforbindelsen, da de præsenteres for et stykke legetøj, som de ikke kan modstå.

Mugges geniale ven Sofia (Stephania Potalivo) opfinder en VR-dims, som skal bruges til gaming. Men onde, voksne kræfter omformer den til et par briller – kaldet Super Happy – der lader folk se præcis, hvad de allermest ønsker sig.

Alle, der færdes på Facebook, ved, at det ikke er børn og unge, der har sværest ved at styre sig, men derimod de ældre, som ikke er vokset op med den nye teknologi.

Så pludselig er alle voksne blevet til zombier i hvert sit Super Happy-lykkeland, mens børnene må passe sig selv. Og som i Alene hjemme holder det hurtigt op med at være sjovt for Mugge, da han først har smagt på alle de mest forbudte, usunde morgenmadsprodukter og bare savner sin mor.

På vej mod filmens klimaks bliver handlingen rigeligt klumpedumpet, og man får, ligesom i de andre film, fornemmelsen af, at skaberne har kæmpet med at fylde spilletiden ud.

Mugge og vennerne bruger frustrerende lang tid på at regne ud, hvad der er sket med de voksne, og filmen taber pusten, så den store afslutning i metaverset bliver halvsløj.

Men Mugge & Super Happy er også mere børnesatire end action-eventyr, og som sådan løser den sin opgave godt.

Wulffmorgenthalers vante adhd-komik præger stadig det overstimulerende univers, hvor gakkede vittigheder kastes mod publikum i et tempo, så man ikke når at registrere alle de dårlige, før en god rammer plet.

Et højdepunkt er to tandemcyklende kukur-entusiaster, der cykler meget langsomt rundt og elsker at vinke. Og så er der Sofias opfindelse, der giver folk akut tissetrang og lige så akut trang til at fortælle, hvor meget de skal tisse.

Ligesom Grusomme mig-filmene er Mugges verden udstyret med en plot-afbrydende gruppe ”minions” i form af femlingerne Allan, Allan, Allan, Allan og Allan (spillet af Mikael Wulff). De efterligner hele tiden et eller andet bizart ved voksnes adfærd.

”Vi leger ’gammel-mand, der ikke kan finde sine briller,’” siger Allan, der sammen med sine brødre er lige så stor en udfordring for handlingen, som de er en gave til komikken.

Instruktionen af stemmeskruespillerne lader til at have lydt: ”Excentrisk mumlen,” hvilket sammen med det høje tempo til tider gør dialogen svært afkodelig og irriterende.

Jens Jacob Tychsen låner meget, men ikke for meget, af sin ikoniske SvampeBob Firkant-røst til Mugge, der stadig er godt selskab med sin ukuelige facon: ”Du må skam gerne tage pis på mig. Jeg elsker pis!”

Mugge er et værdigt forbillede for Danmarks børn, der får en kærkommen påmindelse om at bære over med deres tech-idiotiske forældre.