Ti år er gået, siden Clint Eastwood senest agerede både hovedrolle og instruktør i en film. Det skete med den veloplagte Gran Torino, hvor den legendariske westernskuespiller elegant instruerede og spillede hovedrollen som den gnavne krigsveteran, der mener, at verden er gået af lave, men som måske stadig kan nå at ændre livssyn.
Det er en film, som ganske typisk for Eastwoods glorværdige karriere tog temaer som anger, tilgivelse og dødelighed under kærlig behandling.
Nu er Eastwood så tilbage med The Mule, der også handler om en krigsveteran og berører de samme, velkendte emner. Men desværre på en forudsigelig, udpenslende og mindre elegant måde.
På papiret mangler filmen ellers ikke noget.
The Mule baserer sig på den utrolige, men sande historie om en 90-årig blomstergartner, der på fallittens rand tager et job som narkosmugler for et mexicansk kartel. Og på den stjernebesatte rolleliste finder vi navne som Bradley Cooper, Andy Garcia, Dianne Wiest og Laurence Fishburne.
Men kombinationen af den gode historie og de dygtige skuespillere bliver ikke i denne omgang vekslet til et stærkt drama.
Det skyldes nu ikke Eastwoods instruktion, som er bundsolid. Den erfarne instruktør bygger spændingen op, efterhånden som narkosmuglingen bliver mere og mere risikabel.
Fejlen er heller ikke det flotte sydstatsunivers, hvor Eastwood pendler rundt i Texas.
Grunden er snarere, at manuskriptet er fyldt med klichéer og stereotyper og et budskab så eftertrykkeligt skåret ud i pap, at man får lyst til at råbe op til lærredet: ”Ja, vi har fattet det!”
Manuskriptforfatter Nick Schenk skrev ellers på overbevisende maner manus til Gran Torino, men denne gang får Clint Eastwood ikke meget at arbejde med.
Han gør det ellers godt, den 88-årige legende. Skrøbelig som aldrig før stavrer han omkring i sin måske sidste rolle som blomstergartneren Earl Stone.
I sit virke er Earl både charmerende og nærværende, men i privaten halter det gevaldigt. Gennem hele sit liv har han nedprioriteret sin kone og datter og er hverken dukket op til bryllupsdage, dåb eller konfirmationer. Det har resulteret i, at familien – bortset fra barnebarnet – nægter at tale med ham.
Earl øjner dog muligheden for at vinde deres kærlighed tilbage. Han kan betale barnebarnets bryllup og blive dagens mand i skysovs.
Problemet er bare, at han ikke har nogen penge.
For år tilbage troede han ikke på internettet, som nu har overtaget markedet, spoleret hans forretning og medvirket til, at hans hus er sat på tvangsauktion. Da er det, at en mexicansk-udseende mand giver ham muligheden for at tjene gode penge ved blot at sætte sig ind i sin gamle pickup-truck og køre en sportstaske med ukendt gods fra A til B.
Det er her, at ikke bare Eastwood, men også manuskriptet begynder at stavre.
Hvordan kan den gamle mand være så naiv og tro, at de hårdkogte mexicanere kun har rent mel i den sportstaske, de vil have ham til at transportere?
Ikke på noget tidspunkt reflekterer Earl over konsekvenserne af sin nye levevej, ligesom det heller aldrig står klart nøjagtigt, hvorfor han hellere vil drikke bajere med fremmede end at være med til sin datters bryllup.
Trods en solid præstation finder Eastwood aldrig nøglen til at få os til at forstå Earl, og det hjælper ikke, at filmens andre figurer er endnu fladere.
Al brod og karisma er trukket ud af Bradley Cooper i rollen som narko-agenten, der pudsigt nok også er ved at sætte familien over styr på grund af sit arbejde. Og narkokartellet med en anonym Andy Garcia i spidsen vrimler med mørklødede forbrydere, der har tatoveringer i nakken.
Til gengæld har filmen usædvanlig travlt med at hamre buskabet ind i hovedet på publikum.
”Familien er det vigtigste,” siger skiftende personer gang på gang. Og når Eastwood siger det, har han det rigtige, sårbare blik i øjnene, mens strygerne fortæller os, hvad vi skal føle.
Men fordi det er så forceret, ender budskabet med at klinge hult.
Hvis The Mule skal vise sig at blive Eastwoods sidste film, vil den stå tilbage som et hæderligt, men også forglemmeligt punktum på en enestående karriere.
Kommentarer