Mumitroldenes vinter – Bliver det jul i år?

De børn, der bliver åndeløse af begejstring over skønheden i kronbladene på en sartrosa rose, og som fordyber sig i små, magiske eventyr – det er de børn, der nok vil holde af den nye film om de små, løjerlige mumitrolde.

Mumitroldenes vinter – Bliver det jul i år? er en dukkefilm, og der er rigtigt meget stoflighed i æstetikken. Man kan se, at de røde efterårsblade er skåret ud af kraftigt og blankt pap, mens mumitroldene og alle de andre sære og spændende væsner har hud af flonel og hår af opstrimlet garn.

Mumitroldene har ingen munde. Selvfølgelig taler de, men deres sindsstemning vurderes ud fra tonefald, deres øjne og arme, der gestikulerer mere eller mindre heftigt.

Det er altså lidt uhyggeligt, at de derved er lidt livløse. Men mumiuniverset – skabt af finske Tove Jansson, om hvem der netop har været en smuk udstilling på Gl. Strand i København – er gennemgående lidt uhyggelig.

Hun tegnede og skrev historierne om de søde, men dog mindre nuttede trolde, der på dansk udkom i 1954. Første bog hed kort og godt Mumitroldene. I Finland kom den i 1945 og var faktisk en reaktion på den netop overståede Anden Verdenskrig.

Jansson fokuserer på et naivt og uskyldigt univers, som dog også er dystert. Verden er farlig – der findes uhyggelige væsner, som måske vil skade dig!

Siden blev mumitroldenes udseende mere rundt og mildt, og på et tidspunkt overgav hun hvervet at fortælle mumihistorier til sin bror Lars.

Bøgerne er levendegjort i adskillige udgaver efterhånden. I 1970’erne var der stop-motion-film, som må have givet inspiration til mange julefilm, og de nyere Mumitroldene: Farlig midsommer og Mumitroldene og jagten på kometen er dukkefilm.

I 1990’erne kom der nogle tegnede udgaver i serieform, som blev meget populære på tv.

Men alle gange har der også været en karakter som Murren, der ligefrem har givet børn traumer. Murren er iskold, og derfor dræber hun alt, hvad hun rører ved.

Hun ligner en uformelig skikkelse klædt i et sort stof – nærmest som et spøgelse. I den nye film glimter og glitrer hun, som er hun dækket af iskrystaller, og hun kommer til Mumidalen, fordi det bliver vinter.

Dér plejer mumitroldene normalt at gå i hi, men i denne vinter bliver deres søvn forstyrret. Mumi kan ikke sove, han drømmer mærkelige ting, og den frække Lille My er ude at lege i sneen, selv om hun også burde sove i en æske med varmende uldrester sammen med sin søster.

Udenfor møder Lille My friluftsvæsnet Hemulen, der ligner en mumitrold, men måske ikke er det. Han kan ikke få det koldt nok og fortæller, at Lille My og mumitroldene må gøre klar til julen, det er jo lige om lidt!

Mumitroldene ved ikke, hvad jul er. Men så småt får de via deres naboer og venner lidt indblik i, hvad julen er: Man skal have et grantræ, det skal pyntes, man skal have gaver til julen og sørge for lækker mad.

Men mumitroldene tror, at julen er et væsen, og de ved ikke, om de skal være bange eller ej. Men mumifar og mumimor er ret stoiske væsner, så det klør på med at forberede sig på det uventede.

Den stakkels Murren kan ikke få varmen, og den kloge Tooticky, der viser sig at bo i mumitroldenes badehus om vinteren, fortæller Mumi, at hun nok bare ønsker at mærke varmen fra ild og andre væsner.

Det er en rørende sympati for noget så farligt som Murren.

Børn er lige så komplekse og uforudsigelige som alle os andre, men det må nok siges at være de følsomme, stille og introverte børn, som mumitroldenes univers henvender sig til. Og de voksne, der også elsker naturens skønhed og Mumifars eftertænksomme visdom.

Men det er også en sær film, der på trods af kun 88 minutter er lidt langtrukken. Og hvem er kernepublikum? De små børn vil højst sandsynligt miste fokus, mens de voksne nok vil kede sig over de banale sandheder.

Personligt ville jeg gerne se en mumifilm, der henvendte sig til voksne og de børn, der finder glæde i eventyr af den nostalgiske og gammeldags slags.