Når Gilli sammenlignes med Kim Larsen, er det en nyttig oplysning for alle de danskere, der er dus med Kim, men ikke har nogen anelse om, hvem Gilli er. For dem kan Musikrevolutionen gå hen og blive en sand øjenåbner.
Dokumentarserien i fire dele handler nemlig om nogle af Danmarks mest populære kunstnere, som har erobret hitlister og defineret dansk musiks streamingæra. Men som først nu, tretten-fjorten år efter de første debuterede, er begyndt at blive anerkendt af parnasset.
Serien er en fejring af de sejrende, der forstod internettets potentiale og unges medieforbrug længe før de gamle røvhuller på aviserne og i pladebranchen.
Men det er også underdog-historien om, hvordan Kesi, Gilli, Artigeardit, Kidd, Benny Jamz og Lamin skulle banke væsentligt længere på end andre, før de blev lukket ind. Det handler om fordomme, men også om stolthed og at bære sin baggrund som et adelsmærke.
Der er masser af talende hoveder i dokumentaren, men ikke mange af hovedpersonerne. I stedet er der producere, anmeldere, journalister, redaktører, managere og Fenar Ahmad, som med filmen Ækte vare var med til at trække Gilli og vennerne ind i popkulturens hovedstrøm.
Der tales meget om musikken, tiden, medierne og branchen af yderst kompetente hiphopformidlere. Men der mangler nogle ned i maven-oplevelser, hvor vi virkelig forstår, hvorfor lige netop de her numre ramte så mange unge.
På et tidspunkt fortæller radioværten Pelle Peter Jencel om alle de teenagepiger, som han mødte i metroen på vej til Gillis koncert i Royal Arena i 2022. Gid, man havde støvet et par af dem op.
Der er nemlig noget paradoksalt ved at få forklaret en fandenivoldsk, musikalsk bevægelse af folk, der alle er eller har været noget ved musikken. Interviewpersonerne gøres til en eksklusiv klub, der hørte Kesi før alle andre.
De medvirkende sidder med ryggen til en gullig lampe, der farver interviewene i en behagelig, brun-gylden nuance. Det får de dele af dokumentaren til at ligne en flot musikvideo.
Hertil kommer en masse optagelser og billeder fra autentiske musikvideoer, interviews, SoMe-indhold og andet arkivmateriale. Man kan ikke andet end holde af et DR2-klip, hvor værten Niels Krause-Kjær lige skal have fat på, hvad ”I laver shlitet halv ejner” egentlig betyder.
Musikrevolutionen står stærkest, når der er røverhistorier, personlige detaljer og konkrete udvekslinger.
Der fortælles om, hvordan Sivas satsede alt på musikken, Artigeardit, der tager en unik følsomhed med til festen, og Gilli, der var utroligt genert som ung, indtil Benny Jamz hørte ham rappe og insisterede på, at man ikke må være genert, når man er så dygtig.
Musikrevolutionen er også en fornøjelse, når serien går tæt på musikken og borer sig ned i konkrete tekster, afslører indflydelsen fra udenlandske rapscener og analyserer beats.
Det måtte der gerne have været endnu mere af. For det virker ikke, som om dokumentarens primære publikum er dem, der allerede ved, hvad baile funk er.
Hvis man knap så meget er typen med sort hættetrøje og solbriller på sin’ øjn’, men nærmere tilhører et af de nabolag, der fik paranoia, da Sivas kom ud med D.A.U.D.A., er det også en yderst seværdig dokumentar.
For der forklares, kontekstueres og pædagogiseres. Der mangler kun lige det der ekstra, der giver én lyst til at være tyve igen og råbe i kor, at man ikke har lavet peng’, men damer.
Kommentarer