My Sweet Pepperland

Man forbinder normalt ikke cowboys med Kurdistan.

Ikke desto mindre vover instruktør Himer Saleem forsøget i My Sweet Pepperland. Den irakisk-kurdiske instruktør fortsætter dermed sit livtag med den hårdt prøvede hjemstavnsregion, han også skildrede i Venedig-vinderen Vodka Lemon.

Vi befinder os i trekantområdet mellem Tyrkiet, Iran og Irak. En risikofyldt zone, der sarkastisk kaldes Bermudatrekanten, fordi folk har det med at forsvinde på mystisk vis.

Baran og Govend havner begge i en perifer landsby af forskellige årsager. Baran er tidligere frihedskæmper, der hellere vil udstationeres som politimand i ødemarken end leve et kedeligt familieliv. Govend er en ung, idealistisk skolelærer, der insisterer på, at kvinder kan undervise, og dermed træder hun en horde af konservative brødre over tæerne.

De er havnet pladask i et lokalsamfund, hvor den lokale klanleder Aga Azzi har ikon-status. Azzis durkdrevne lakajer forsøger gang på gang at forpurre tilflytternes nye dagsorden.

At filmens to helteskikkelser selvfølgelig får et godt øje til hinanden, kaster kun yderligere grus i det reaktionære maskineri, der holder landsbyen kørende.

Det lokale mikrokosmos fortæller en historie, der vækker genklang i de dele af verden, hvor hårdføre familietraditioner og slidstærke æresbegreber rangerer over uddannelse, demokrati og ligestilling.

Gudesmukke Govend er en moderne kvinde i den forstand, at hun trodser traditionen og skider højt og helligt på andres indlejrede fordomme. Alle børn fortjener en uddannelse!

I en række eftertænksomme mellemscener spiller Govend på en casai (en kurdisk tromme, der her bliver en pendant til Morricones western-mundharmonika). Golshifteh Farahani tilfører sin rolle et på samme tid undertrykt og hyper-sensuelt udtryk.

Og i rollen som Baran, der har et sylespidst sherif-blik, leder Korkmaz Arslan tankerne hen på Clint Eastwood i Sergio Leones Dollar-trilogi. Det er formentlig ikke tilfældigt.

Man siger, at når en genre har nået et mæthedspunkt, kan den udvikle sig i to retninger: enten som en pastiche, der både hylder genren og overdriver konventionerne i komisk-absurde retninger. Tænk for westernfilmens vedkommende på Tarantinos Django Unchained.

Eller også som en selvrefleksion, der placerer genren i nyt territorium og revurderer konventionerne.

Saleem med My Sweet Pepperland forsøger det sidste.

De ikonografiske genremarkører er til stede: sheriffen (Baran), salonen (den interimistiske kro Pepperland) og de mange ture på hesteryg. Men i modsætning til Djangos karikerede voldsballet fungerer geværerne her ikke som rekvisitter, der spuler blod på lærredet, men som håndgribelige instrumenter i en alvorlig hverdag.

Sagt på en anden måde: I den region, hvor filmen udspiller sig, er transportmidlet tilfældigvis en hest, og loven eksekveres med kalashnikov.

I pressematerialet præsenteres filmen ellers som en western-komedie, og det virker da også som intentionen i filmens første fjerdedel. Her ser vi blandt andet, hvordan kurdiske betjente skal foretage landets første officielle hængning. De aner bare ikke, hvordan man eksekverer dødsdommen i praksis. Hvem sagde galgenhumor?

Men det er, som om instruktøren heldigvis kommer frem til, at fortællingens råstof er for alvorligt til skæve indfald og deadpan-komik. Derfor ender filmen med at appellere mere til lommetørklæder end lattermuskler på trods af sit lidt fjollede afsæt.

De vejrbidte bjergkamme og golde sletter, der udgør handlingens bagtæppe, er visuelt overdådige og afspejler den kølige distance, der emmer ud af landsbyens beboere. Hvor er det betagende at få kædet disse majestætiske naturscenarier sammen med en region, der oftest skildres i pixelerede og hektiske nyhedsindslag.

Af respekt for filmens geografiske adresse må genren i My Sweet Pepperlands tilfælde naturligvis omdøbes fra ”western” til ”middle eastern”.