Paprika Steen og Lars Brygmann må betegnes som konge og dronning af akavetheden, når de giver den som vært og værtinde i den prætentiøse glamping-oplevelse NamaStay. For sjældent har man set en mere hårfin balance mellem det pinlige, sørgelige, skamfulde og latterlige. Og især lattervækkende.
De kiksede ord, som de to, sammen med en række andre gode navne, har fået lagt i munden, skyldes manuskriptforfatterne Stine Bjerregaard og Jesper Juhl, der laver fis med hver eneste karakter, mens instruktionen er i gode hænder hos Nikolaj Steen.
Det, der efter sigende begyndte som et sketch-show, er udviklet til fuldtonet serieunderholdning. Og bare under de to første afsnit bliver der grinet højt flere gange.
Parret Charlotte (en dominerende og overfladisk Paprika Steen) – ”men I kalder mig bare Lotte!” – og Andreas (en emotionelt ustabil Lars Brygmann) har, efter Andreas’ stress-relaterede hjertestop i tre, nej, fire minutter som følge af krakket i hans lille enmandsfirma, besluttet at sadle om og flytte til ”provinsen”.
I en udstykning fra nabogården har de sammen åbnet NamaStay, som er en mildt alternativ glampingplads – ”og det er ikke camping!” – med syv pragtfulde, mongolske jurt-telte, nej, otte, og nummer otte er faktisk også mere et villatelt.
Det sidste skyldes en mindre bookingfejl. Og den er kun begyndelsen på en total afsøgning af, hvad der overhovedet kan gå galt i det felt, man kunne kalde gæstfrihed i provins-Danmark.
Forfatterne er enormt gode til at finde de plot- og karaktersprækker, hvor alt det sjove ligger. Vi er rykket ud i sommerlandet, og det hele er pæredansk, men man fristes også til en sammenligning med britiske Halløj på badehotellet med John Cleese og Prunella Scales i de tilsvarende hovedroller.
I begge serier er devisen nemlig Murphys love: Hvis noget kan gå galt, går det galt.
Så er vandet i vildmarksbadet koldt – ”det er jo vildmark!” – og cideren har ”lidt prut”, men det er kun lige, når man åbner den, og så er den økologiske kylling til storbyhipsterne måske heller ikke heeelt øko, for hvem kan også styre, hvor en høne lige går hen, som naboerne Anker (Peter Gantzler) og Ilse (Stine Schrøder Jensen) formulerer det igen og igen.
Imens prøver Andreas at forhindre dem i at nævne alt det unævnelige. Efter samme skabelon må ”Henning fra regionen” (spillet fantastisk bøvet af Ole Boisen), som vil lave jordbundsprøver for at se, om grunden egentlig er en giftgrund, ikke nævne ordet ”forurening” foran gæsterne. Hvem sagde ”Don’t mention the war”?
Problemerne tårner sig op.
Så rafler folk ”utroligt aggressivt”, så klager bøsserne i naboteltet over støjen fra badminton, og så skal baristaen Agnes (Rosemarie Mosbæk, underlig på den sjove måde) lave en latte om, fordi en københavnergæst synes, at ”den var, ja, forkert”.
Der går rod i stregsystemet, som afregnes ved afrejse, de friske landæg er fra et supermarked, og da Lotte skal underholde, besvimer Andreas, imens han spiller guitar, hvilket først og fremmest giver naboen Anker mulighed for at lægge an på Andreas’ kone.
Indimellem bliver folk syge af saunakonkurrencen, og den virkelig søde dreng Sigurd (Arthur Smith med bravt stenansigt) tæver en voksen med en pind, da han skal passes, fordi mor lige skal ind på kontoret.
Da Paprika Steen instruerede den sprudlende lejrskolekomedie Fædre & mødre fra 2022, brugte hun det, man kunne kalde højskoletricket: Et ensembles roller vendes og drejes over tid, så alle udvikler sig som forvandlingskugler igennem et egentligt plot, der i al sin banalitet er rummeligt. Det er det samme, hendes bror Nikolaj Steen bruger her.
NamaStay sætter sig så præcist imellem nøjagtigt så mange stole, at det er komisk og samtidig også noget mere. For der en sødme, en tragik, en varme i det hele. Det er i ordets bedste forstand muntert.
Kommentarer