I 1977 debuterede reklamemanden og kunsthistorikeren Ridley Scott med Duellanterne.
Filmen handler om to franske officerer, som op igennem Napoleonskrigene dueller med hinanden på liv og død. Den ene, en pragmatisk adelig medløber, vinder i sidste ende over sin modstander, en ekstrem fanatisk Napoleon-tilhænger.
Sympatien er imidlertid med sidstnævnte, spillet aldeles fremragende af en kolerisk Harvey Keitel. Filmen toner ud med ham som et ekko af Napoleon i ophøjet ensomhed som smuk taber.
50 år senere efter sine futuristiske mesterværker, Alien – den 8. passager og Blade Runner, og de knapt så mesterlige historiske film om gladiatorer, korstog, Robin Hood og andre riddere, vender Sir Ridley Scott med Napoleon tilbage til sin ungdomsfascination.
Fascinationen af Napoleonskrigenes modemondæne og monstrøse slagmarker, en blanding af delikat slagorden og krigerisk kaos.
Efter to en halv times flamboyant farvelade om Napoleons vej til magt og ære, fra at have været en korsikansk kaptajn til at blive Frankrigs grandiose kejser, forlader vi ham selvfølgelig i hans heroiske isolation på Skt. Helena.
Hvor han dør 1821 i en alder af 51 år. Ringen er sluttet for Ridley Scott, der i en alder af 85 kommer på sporet af sin ungdoms betagelse af Napoleon Bonaparte.
Napoleon er en imponerende film, der senere vil blive til en serie på Apple+ med halvanden times ekstra varighed.
I sin episke elan minder værket nok om franske Abel Gances ufuldendte seks timers stumfilm om den unge Bonaparte, Napoleon (1927).
Scotts slag er næsten lige så forbløffende som i russeren Sergej Bondartjuks kongeniale Krig og fred fra 1965. Napoleon er gennemført delikat og effektfuld i sit manierede design inden for palæerne og ude på slagmarkerne.
Nogle vil finde filmen for overfladisk med historiske fejl og mangler – huller større end i en emmentaler. Mens andre vil nyde den som en æstetisk gobelin over en enehersker, der sjældent tog fanger, men kæmpede for Frankrigs glorie.
Eposset kan klandres for at være en overlækker turistreklame for Frankrig, fra cognac til camembert, med flere fejende trikoloreflag end på nationaldagen den 14. juli.
Men slagene er skildret med makaber realisme, strategisk roderi og organiseret massakre, kanonføde som splattede skakbrikker på et koldblodigt bræt.
Englænderen Scott fremstiller sine landsmænd som snobbede konservative. Især Wellington (Rupert Everett) er et dumt svin og en hoven skiderik. Med hensyn til sympati og empati synes filmen til tider at være drejet af en franskmand.
Napoleon er filmens antihelt.
Han er ud over diverse franske skuespillere blevet gestaltet af store Hollywood-stjerner. Charles Boyer spiller ham som verdensmand og beleven womanizer i Maria Walewska (1937), Marlon Brando leverer en tidlig udgave af læspende amerikansk Godfather i Desirée (1954), mens Rod Steiger i Waterloo (1970) fortolker ham som et genialt renæssancemenneske i en gemen tidsalder.
Joaquin Phoenix’ Napoleon er den provinsielle outsider, den uvorne opkomling oppe imod sociale parametre. En gudsbenådet gadedreng, en dristig gambler, aldrig bange for at satse det hele for at opnå det meste.
Phoenix er den kynisk frenetiske romerkejser i Gladiator, men her bliver han Frankrigs kejser med strejf af just romersk selvrådighed.
Det manifesteres af Napoleons suveræne selvkroning som kejser. Og med knibske Joséphine – spillet som seksuel krudtugle af Vanessa Kirby – bliver parret imperietidens svar på Bonnie og Clyde.
Romancen udspilles mellem de store slag, som er filmens absolutte seværdighed.
Men da Moskva brænder under Ruslandsfelttoget i 1812, begynder filmen også at brænde ud. Joséphine dør før, Napoleon får sagt adjø. Kejserens nye klæder bliver snart til fangetøj på Skt. Helena, hvor der ikke er rart.
Kommentarer