Tony Webster (Jim Broadbent) er en egoistisk og småknotten, men alligevel tilforladelig mand. I sit lille byhus i London trives han med sine daglige rutiner og et jovialt forhold til ekskonen.
Men han kastes ud i en sen refleksionsrejse – man kunne fristes til at kalde det coming of old age – da en glemt fortid dukker kontant op i form af et brev og en arv fra ungdomskæresten Veronicas nu afdøde mor.
Arven består i en dagbog, der tilhørte hans studiekammerat og bedste ven Adrian. Det er kompliceret og sorgfuldt, hvordan den er endt i hænderne på Tonys tidligere næsten-svigermor. Hvad Tony ikke er klar over, er, at han har haft en stor finger med i adskillige ulykkelige skæbner – og det bliver han heller ikke med det første, for den forbitrede Veronica nægter at udlevere dagbogen.
Den er brændt, fortæller hun.
Historien udfoldes i spring mellem nutid og fortid, og til sidst viser spøgelser fra ungdommen sig for Tony i gaderne og butikkerne, mens han stalker Veronica. Han drives først af et ønske om svar og siden af behovet for at undskylde.
Når noget slutter er baseret på Julian Barnes’ roman af samme navn, men i oversættelsen til film har instruktør Ritesh Batra valgt at tone dagbogsmysteriet ned og lade bipersonerne komme mere til orde.
Det er ikke Tony, men ekskonen Margaret (spillet delikat og udtryksfuldt af Harriet Walter), der hæver det ellers forudsigelige melodrama til noget mere tankevækkende. For det er i samværet mellem de to, at det interessante og rørende opstår.
Margaret har aldrig hørt om Veronica og slet ikke om dennes mor.
Tyve års ægteskab, et godt forhold trods skilsmisse, en højgravid datter – og først nu finder hun ud af, at hendes eksmand havde en stor ungdomskærlighed.
Tony har baseret hele sit livsgrundlag på Veronica, gør Margaret ham opmærksom på. Det var hende, der gav ham hans første Leica-kamera – og lige siden har han solgt og repareret analoge Leica-kameraer. Margaret synes, at det hele er ret mystisk – og det er det.
Hun ender med at stille mange af de spørgsmål, man selv sidder med. Hvordan kan man leve så tæt i så mange år og alligevel vide så lidt om en mand, man har elsket? De lag af sorg, småjalousi og usikkerhed, hun føler, bliver aldrig udpenslet med ord, men de viser sig i et blik, et kast med hovedet og en sitren i læben.
Når noget slutter er en film for sanserne og følelserne, men man skal være åben for at se dem.
Problematikken vil unægteligt virke bekendt for dem, der husker Andrew Haighs fremragende 45 Years fra forrige år. Det er endda Charlotte Rampling, som blev Oscar-nomineret for sin præstation i den film, der her spiller Veronica.
Tony, spillet med charmerende mumlen og fumlen af Jim Broadbent, er ikke noget dårligt menneske. Han er bare for selvcentreret. Der venter ham ikke nogen mirakuløs åbenbaring, der kan gøre ham perfekt. Men han erkender nogle af sine fejltrin.
Han rækker blandt andet ud til sin lesbiske, enlige datter, der står over for selv at skulle være mor, men han ser ikke, at hun er bange og ensom. Ikke før Margaret forbistret gør ham opmærksom på det.
Det er Ritesh Batras anden spillefilm, og igen beviser han, at han har en særegen evne til at gøre de genkendelige hverdagsdramaer til små, poetiske stykker visdom. Han slog i 2013 igennem med sin charmerende debut The Lunchbox, en lidt flad, romantisk fortælling, der blev gjort rørende i kraft af skuespillerne.
Også her er det de troværdige og elegante præstationer, der giver kraft til sidehistorierne og gør filmen til noget særligt.
Hovedrollernes høje aldersgennemsnit vil med stor sandsynlighed afskrække et yngre publikum, og det er synd. For det er på trods af nogle tragiske skæbner opmuntrende, at man hele livet kan udvikle og ændre sig – hvis man vil og tør.
Kommentarer