Når vinden rejser sig

I alle Miyazakis film optræder drømmen om at få luft under vingerne og komme op over landskaberne. Så det kan ikke overraske, at hans kunstneriske testamente handler om flyvning og flykonstruktion som billede på skabertrangen – forklædt som en biografi-film.

Historien kredser om den japanske flybygger Jiro Horikoshi, manden bag de berygtede Zero-jagerfly, der dominerede luftrummet omkring Japan i Anden Verdenskrig. Det japanske luftvåben brugte dem i kamikaze-angreb mod amerikanske krigsskibe.

Det er med andre ord en historie fyldt med paradokser. Det er en hyldest til ildsjælen, hvis hele liv er viet til én bestemt ting.

Samtidig er det en beskrivelse af kreativiteten som en forbandelse, når skuffelser og fiasko melder sig undervejs – eller når det smukke flyvende fartøj pludselig bliver misbrugt som dræbermaskine. Det er også et smukt og meget sørgeligt kærlighedsdrama mellem Jiro og en syg, døende kvinde. Al deres prisværdige, intense hengivenhed og deres noble, renfærdige opførsel kommer til kort over for sygdommen.

Som biograffilm følger Når vinden rejser sig sådan set de gængse normer. Der opstår konflikt mellem ildsjælens drifter og hans kærlighedsliv – som mislykkes på hver deres måde.

I tegnefilmform åbnes mulighederne for at løsrive sig fra strukturen og klicheerne. Miljøer og situationer kan på en gang beskrives mere karikerede og mere realistiske – især fordi scenerne med hovedpersonens drømme uddyber kompleksiteten.

I drømmene er vi – som altid hos Miyazaki – langt fra Japan. Her møder Jiro en anden historisk person, den berømte italienske flykonstruktør Caproni, som han naturligvis ser op til. Han kender ham ikke, men i sine drømme kan han komme ham nær.

Caproni planter flydrømmene i Jiros bevidsthed, men knuser samtidig hans illusioner. Han fremviser sit eget gigantiske flop, kæmpe-passagerflyet Nivoplano, der havarerede spektakulært i sit første forsøg på at lette i 1921. De to flybyggere fik samme skæbne. Mens Jiro byggede de japanske kampfly, sørgede Capronis flyfabrik for flere af det italienske luftvåbens fartøjer.

Ud over at være noget af det smukkeste og mest gådefuldt dragende Miyazaki har skabt, er drømmesekvenserne hans behændige måde at forklare det uforklarlige om det skabende menneskes sjæl. Og det er nok også her, vi kommer nærmest Miyazaki selv.

Lige siden Nausicaä – fra vindenes dal i 1984 har han udsat sine animerede figurer for så megen fabelagtig luftakrobatik, at han må være besat af det flyvende menneske og af at se verden fra fugleperspektiv.

Som filmskaber er Miyazaki nærmest selv flykonstruktør. I stedet for vingerne og motorerne bruger han animation til at føre os væk fra tyngdekraftens lænker. Hvis han har et kunstnerisk fællesskab med en anden branche, må det selvfølgelig være flyvemaskinernes.

Men filmen rummer også et forsøg på at forholde sig til Japans rolle som ulykkesramt og krigsførende nation.

Scenen med Kanto-jordskælvet i 1923, hvor Tokyo blev ødelagt, er et ubeskrivelig effektivt eksempel på magtesløshed over for katastrofe. En lang række hentydninger til Japans drømme om at føre krig mod alt og alle bliver en forudanelse om Verdenskrigens ødelæggelser.

Her viser Miyazaki en historisk forståelse og hejser et spagfærdigt, pacifistisk flag. Samtidig afslører han, at ingen i Japan gjorde noget alvorligt for at stoppe den selvdestruktive udvikling.

Når vinden rejser sig er sandsynligvis Hayao Miyazakis kunstneriske testamente: en kompleks, dybsindig og naturligvis smuk film. I stedet for de sædvanlige fantasy-elementer, der har gjort hans film elskede verden over, bruger han drømmene som bro til noget overnaturligt.

Det er svært at fange alle hans pointer – og han sørger for, at der ikke er én dominerende. Men man føler alt det, der på godt og ondt har drevet ham til at skabe de værker, han har beriget filmkunsten og vore tilværelser med.

Miyazaki har selvfølgelig ikke bygget krigsfly eller svigtet en døende hustru til fordel for sit kald.

Men han har skabt animationsfilm, som har inspireret en omfattende, kommerciel industri: de rå, dystre science fiction-animeer og de uendelige tv-serier, som han helst ikke vil associeres med. Og han har helliget sig animations-kunsten så meget, at hans familie må have mærket det – især sønnen Goro, som har arvet sin fars ambitioner, men måske ikke hans talent.

Man må derfor se Når vinden rejser sig med beundring. Den lykkes i sit forsøg på at forklare noget af selve det, der driver det kreative menneske. Samtidig bekender Miyazaki så ærligt, at ildsjælen måske hverken er så lykkelig eller så forbandet nødvendig, som vi er vant til at synes.

At han samtidig håndterer den klassiske, håndtegnede 2D-animationskunst virtuost, er nærmest et helt overflødigt post scriptum. Når vinden rejser sig er præcis så visuelt og lydmæssigt forrygende, at ubetydelige detaljer pludselig betyder noget, som man ikke havde regnet med.

Miyazaki har forkælet os med sine mesterværker i en grad, der gør hans enorme anstrengelser og kunstneriske overlegenhed til noget selvfølgeligt. Og man nyder alle 126 minutter med den enestående rene streg, der er blevet hans kendemærke, selv når der ikke rigtig sker noget.