Flere instruktører fra vores hjemlige A-liste har allerede prøvet at lave tv-serier på internationalt plan, for eksempel Ole Christian Madsen med Banshee og Niels Arden Oplev med Under the Dome og Mr. Robot. Nicolas Winding Refn lavede såmænd Agatha Christie’s Marple i Storbritannien tilbage i 2007.
Nu følger Susanne Bier i deres fodspor som instruktør på samtlige seks afsnit af Natportieren, der er et samarbejde mellem britiske BBC og de amerikanske hitmagere i AMC (The Walking Dead og Mad Men).
Natportieren er baseret på en roman af John Le Carré, som udkom i 1993. Og selv om plottet er opdateret til nutiden, er der stadig tale om en klassisk, britisk spionhistorie.
Tom Hiddleston har titelrollen som den diskrete hotelmanager Jonathan Pine, der arbejder på et hotel i Cairo. Udenfor er det arabiske forår i fuldt flor.
En smuk kvinde, der er gæst på hotellet, betror ham en række papirer, der beviser, at den britiske erhvervsmand Richard Roper (Hugh Laurie) sælger våben til brug mod de arabiske demonstranter. Pine indvilliger i at hjælpe hende med at få papirerne videre til en kontakt i den britiske efterretningstjeneste, men det hele ender tragisk og brutalt.
Klip til fire år senere. Pine arbejder nu på et hotel i Schweiz. Da Roper dukker op som gæst, beslutter Pine, at han vil afsløre ham. Traumet fra Cairo sidder stadig i ham. Han kommer i kontakt med den britiske efterretningsagent Angela Burr (Olivia Colman), der har en plan for at få Pine til at infiltrere Ropers organisation.
Kvaliteten er i orden.
Få kan efterretnings-jargonen og de hemmelige tjenesters beskidte spil så godt som John Le Carré.
At der er kommet penge i tv ses tydeligt: Seriens production value er høj, fra de True Detective-inspirerede fortekster til utallige, fejende optagelser af en stribe smukke locations i blandt andet Mellemøsten, Spanien, London og et isdækket Schweiz. Det er lækkert globetrotteri i bedste James Bond-stil.
Susanne Bier er først og fremmest personinstruktør, og i Tom Hiddleston og Hugh Laurie har hun to stærke og karismatiske hovedpersoner.
Hiddleston og Laurie er uddannet på Eton og Cambridge. Og en af seriens umiddelbare fornøjelser er at se dem spille på to forskellige aspekter af britisk public school-overklasse. Pine er korrekt, høflig og har følelserne i stram snor, mens Roper er arrogant, selvhævdende og iskold. De spiller rollerne perfekt. Godt at se ærkebriten Hugh Laurie uden den amerikanske accent, han har brugt i årevis i serierne House og Veep.
I de første to afsnit er der dog også detaljer, som skurrer.
Især er skildringen af Jonathan Pine noget slingrende. Til at starte med er han en spændende og lidt uudgrundelig figur. Et natdyr, som befinder sig bedst i mørket. Hans bevidst underspillede distance i konfrontation med sadistiske, arabiske rigmænd og korrupte politifolk er fascinerende. Hiddleston er simpelthen spændende at se på.
Derfor virker det skævt, at Pine i andet afsnit pludselig skal en tur til Devon i England, hvor han skal spille hård negl som led i at skabe en troværdig dækhistorie, inden han skal infiltrere Ropers organisation. Her kører han pludselig på motorcykel i læderjakke, han truer narkohandlere, slår på tæven på den lokale pub og har sex med byens unge bagerjomfru.
Det virker hverken overbevisende eller logisk. Pine er tidligere soldat. Hvad skal Roper dog med en tilfældig, britisk bølle, når han tydeligvis omgiver sig med tjekkede militærtyper?
Hiddlestons spinkle elegance passer bedre til spionverdenens mentale spil end til muskuløs action.
Det er synd, ikke mindst fordi afsnit to starter med en fantastisk intens og skarpt håndteret thrillersekvens, hvor Ropers søn forsøges kidnappet.
Spillet mellem Hiddleston og Laurie lover godt for resten af serien. Men det overordnede indtryk efter de to første afsnit er en solidt lavet spionserie, der nok er mere lækker, end den er dyb.
facebook
twitter
Kommentarer