Nattevagten – Dæmoner går i arv

Næsten 30 år er gået, siden Nattevagten slog Ole Bornedal og Nikolaj Coster-Waldau fast som markante talenter. 

Filmen var den første vellykkede danske gyser i mands minde og starten på landets filmiske guldalder – fire år før højtbesungne Dogme, hvilket ofte glemmes. 

Efter Ole Bornedals fejlslagne forsøg på at gentage succesen i USA med genindspilningen fra 1997 vender de nu begge tilbage til gennembruddet og viser, at der stadig er ægte drama og brutal spænding at hente i disse karakterer. 

Martin har for længst forladt sit studiejob som nattevagt på hospitalet. Men han er stadig traumatiseret af det blodige opgør med seriemorderen og politikommissæren Wörmer (Ulf Pilgaard), der nu er blind, indespærret og tilsyneladende katatonisk. 

Men Martins datter Emma, spillet af instruktørens datter Fanny Bornedal, følger i sin fars fodspor. Hun studerer medicin, og da hun hører om sine forældres ungdomstraume, beslutter hun at grave dybere for at forstå sin fars misbrug – og sin mors selvmord. 

Martin vil ikke tale om det, så Emma får arbejde på hans gamle arbejdsplads for at lære mere om Wörmer. 

Nattevagten – Dæmoner går i arv anerkender tidens gang på intelligent vis. Som den seneste trilogi af Halloween-gysere undersøger Bornedal, hvordan voldsomme hændelser gives videre fra den ene generation til den næste. 

Det blodige klimaks i den første Nattevagten har formet Emmas liv. Martin er kun en skygge af den mand, han burde have været, og Sofie Gråbøls Kalinka er her slet ikke mere. 

Emmas efterforskning er derfor et rationelt svar på den vrede og frustration, hun er vokset op med. Hun er hverken et blåøjet offer, der vandrer uforvarende ind på morderens gamle jagtmarker, eller en doven kopi af sine forældre. 

Den yngre Bornedal spiller en målrettet og intelligent ung kvinde, der fører fortællingen sikkert fremad. 

På et tidspunkt lykkes det Emma at charme sig ind til Wörmers fangehul, hvor hun læsser al sin frustration og vrede over på den gamle mand – der måske ikke er helt så passiv, som han ser ud. 

Det er en anspændt og myrekrybsfremkaldende scene, og takket være Ulf Pilgaards jerngreb om rollen kaster Wörmer en truende skygge over hele filmen. 

Nikolaj Coster-Waldau spiller Martin med charmen skruet ned på et sorgramt vågeblus. Han vækkes kun rigtigt til live, når Emma er i fare, og selv da er han ikke i stand til at sætte ord på sine følelser. 

Alle personerne har ar på sjælen, enten fra ungdommens traumer eller forældresvigt. Det er en vedkommende tematik, som giver thriller-mekanikken et fængende anker. 

Og hvad gys og spænding angår, kører det hele som smurt. 

Ole Bornedals sans for slående billeder og krybende uhygge er lige så overvældende som nogensinde. Han bruger instituttets lange, mørke korridorer og blinkende belysning til at indramme Emma som det eneste lys midt i et mørkt lærred. Hun er Martins eneste håb for fremtiden, der kan slukkes når som helst. 

Filmen forlader sig ikke på billige jump scares, men får publikum til at hoppe i sæderne med foruroligende lyddesign og pludselige brag af musik. 

Stemningen er næsten ulideligt intens, men gudskelov er der også sprækker af letsindig komik takket være Emmas skæve studiekammerater og Kim Bodnia som Martins gamle ven Jens, der er lige så hæmningsløs som nogensinde. 

Man kan ikke anklage Ole Bornedal for at genopfinde den dybe tallerken. Skildringen af Wörmers fængsel låner flittigt fra Ondskabens øjne, og filmen varsler sine twists, så de dårligt er en overraskelse. 

Men efter alle disse år er Nattevagten: Dæmoner går i arv en værdig fortsættelse af en af 90’ernes mest banebrydende danske film, fuld af nostalgiske referencer til forgængeren og med en historie, der også vil fange et nyt publikum. 

Det er en påmindelse om, hvorfor Nattevagten ramte så hårdt i første omgang – og en tankevækkende skildring af, hvordan traumer sætter spor, der aldrig forlader os.