Need for Speed

At pege på de bedste film baseret på computerspil er som at handle i en købmand kun med fordærvede madvarer på hylderne.

Nogle er værre end andre, men ingen filmatisering har formået at indvæve spillenes vilde action-udladninger i en original beretning befolket af karakterer med sjæl og særpræg. Mager figurtegning, gumpetung dialog og genbrugte fortællemønstre fra Hollywoods reservelager hører til kritikernes yndede skyts.

Og Need for Speed skrumpler direkte ind i krydsilden.

Manusforfatter George Gatins har ellers været begunstiget af en sjælden digterisk frihed. Modsat andre spil-filmatiseringer er Need for Speed ikke bundet til et forlæg, hvis handling og persongalleri er beregnet på deltagelse frem for iagttagelse.

Der er ingen gennemgående historie og karakterer i Need for Speed-racerspilserien. Så det eneste krav til filmen var, at der skulle være hurtige biler med.

Da gaderacerkøreren Tobey Marshall og rivalen Dino trættes om, hvem der er rappest på fire hjul, beslutter de at afgøre skænderiet i et ræs. Men som Dinos sardoniske smil og skæve øjenbryn røber, er han en skidt karl. Han kører beskidt og vædrer Tobeys ven Pete, der slynges højt op i luften og dræbes ved nedslaget.

Senere får slynglen mingeleret det således, at Tobey må tage skraldet og to år i brummen med hævntørsten pulsende gennem venerne.

Som den bistre Tobey ses Aaron Paul i sin første store rolle siden Breaking Bad. Han er lidt enstrenget med rusten røst, fremskudt kæbe, lynende sammenknebne øjne og en underlæbe, der dirrer af skiftevist dybfølt smerte og flammende raseri (sommetider er man usikker på, om det er det ene eller det andet, eller om han bare fryser).

Aaron Paul har et langt større udtryksregister, end han får lejlighed til at vise, men han kommer i mål uden ridser i renommeet. Kun en underholdende Michael Keaton giver nævneværdig konkurrence som en afmålt overspillet og manisk løbsarrangør, der med vilde fagter udpensler et ellers ikke videre kompliceret plot, så ingen taber orienteringen i motorrøgen.

Tobeys hævn går ud på at vinde det eksklusive undergrundsløb DeLeon. Men for at registrere sig rettidigt skal han nå fra New York til San Francisco på 45 timer og undgå at blive udmanøvreret af politiet og et kobbel dusørjægere.

På passagersædet sidder den kække Julia Madden. Hun spilles af Imogen Poots, som med naturlig sødme, koket britisk posh-accent og blussende æblekinde-smil udfører sin simple opgave: at gøre parrets flirt sød nok i al sin genkendelighed og fjumrede dialog.

Værre fat er det med Tobeys trofaste mekaniker-sidekicks. Deres pingpong skal tjene som komisk ventil, men det stikker helt af i en forvirret genrespaltning. Når en af drengene uden synderlig grund stripper på sin arbejdsplads, og en anden manuducerer sine cellekammerater i twerking, forfladiger det filmen til en utilsigtet selvparodi over dens egen højtidelige heroisme.

Til filmens held kommer kernepublikummet ikke efter kvik dialog og et sammenhængende plot, men efter halsbrækkende bilscener. Og her kan instruktør og tidligere stuntman, Scott Waugh, sit kram.

Waugh skal berømmes for sit princip om at undgå CGI-effekter. Det betyder lidt mindre tjubang end i den uomgængelige målestok Fast & Furious. Men der er også overspændte scener, hvor snurrende biler formelig fyger gennem luften som kæmpekonfetti.

Det er virtuost og effektfuldt eksekveret med rastløs klippeteknik i asfalthøjde og velafstemt brug af slowmotion og point of view, der i forening med lydsporets hvinende bremseklodser, infernalske motorlyd og inciterende underlægningsmusik giver det rette adrenalinsus.

Mere kniber det, når filmen gasser ned. Med en unødvendigt lang spilletid på 130 minutter vil selv de mest passionerede bilelskere givetvis skotte ned på armbåndsuret undervejs.

At Need for Speed trods dens middelmådighed meget vel kan være en af de bedre filmatiseringer af et spil, siger kun én ting: At det er en af de mindste komplimenter, man kan give en film.