The New Mutants

Få film har haft så omtumlet en tilværelse som The New Mutants.

Instruktør og manuskriptforfatter Josh Boone havde sammen med makkeren Knate Lee i 2014 foreslået Fox og producer Simon Kinberg at lave en horrorfilm, der foregik i X-Men-universet.

Men efter den lunkne modtagelse af X-Men: Apocalypse blev duoens oprindelige vision om en rendyrket gyserhistorie lavet om til en mere young adult-orienteret historie.

Det havde Josh Boone allerede erfaring med fra sin forrige film, En flænge i himlen.

Flere omskrivninger fulgte, og da The New Mutants endelig blev optaget i 2017, var uhyggen tonet væsentligt ned.

Men da It fik international succes, blev det besluttet, at der skulle optages nye scener for at gøre filmen mere skræmmende og nærmere det, instruktøren oprindelig havde tænkt sig.

Da Disney købte Fox, blev de planlagte optagelser dog aldrig til noget, og selv om det blev overvejet en sidste gang at tilføje ekstra scener, var skuespillerene blevet så meget ældre, at det ikke gav mening.

Først i år blev de sidste computereffekter lagt på det filmiske gadekryds, der kunne være blevet en ren katastrofe, men i den henseende overrasker positivt.

Handlingen foregår på et lukket, skummelt hospital, hvor Dani Moonstar vågner op, efter hendes by i et reservat for indfødte amerikanere er blevet udslettet.

På hospitalet er også russiske, antiautoritære Ilyana, skotske og sky Rahne, den nydelige, men arrogante brasilianer Roberto og den nervøse minearbejdersøn Sam.

Til at passe på dem – eller holde dem fanget, om man vil – er dr. Cecilia Reyes. Hun henviser konstant til, at det er hendes overordnede, som bestemmer, hvornår de unge mutanter er klar til at komme ud.

Fælles for dem er, at de hver især har et traume i fortiden, som ikke kun hjemsøger dem i deres drømme, men også – efter Danis ankomst – på hospitalets dårligt belyste og uhyggelige gange.

Man kan godt mærke, at The New Mutants har svært ved at vælge, om den vil være en gyser eller ungdomsfilm.

Den første halvdel er en rodet omgang ungdomspladder og fremstår som en uelegant version af The Breakfast Club, hvor en blandet flok gymnasieelever skal bruge lørdagen sammen til eftersidning.

Replikkerne lyder, som om de er taget fra den slags bøger, man finder i tikronersbunken og kun vil blive læst i yderste nødstilfælde.

Inspirationskilden Buffy – Vampyrenes skræk kører nonstop på skærmen i deres fælles opholdsstue, men det er mere et tungt vink med en vognstang end subtil homage.

Anden halvdel fungerer bedre.

Der bliver skruet op for de ubehagelige scener, og effekterne til at legemliggøre de forskellige monstre er ganske imponerende.

Især den sidste store slåskamp fungerer godt på det store lærred og viser det potentiale, der er i materialet til at skabe en underholdende og anderledes X-Men-film.

Anya Taylor-Joy, der fik sit store gennembrud i Robert Eggers’ horror-mesterværk The Witch viser nok engang, at hun er et talent ud over det sædvanlige.

På overfladen er Illyana en hård negl, der er komplet ligeglade med, hvad andre tænker om hende. Men inde på værelset gemmer sig en lille pige, der knuger sin lilla legetøjsdrage for at beskytte sig selv mod mareridt om smilende monstermænd.

Balancen mellem de to yderpunkter rammer Anya Taylor-Joy perfekt, og selv sløje replikker lyder som det sejeste nogensinde, når hun byder ondskaben op til kamp.

Mindre heldig er castingen af Henry Zaga som Roberto, der i tegneserien er afro-brasilianer, hvilket har fremkaldt beskyldninger om whitewashing.

Men selv med den horrible beslutning in mente, er det svært for alvor at hade historien om fem teenagere, der skal bekæmpe deres indre dæmoner på et uhyggeligt hospital.