The New Pope

I 1972 oplever verden sit måske første modeshow med nonner og præster. 

To nonner med hvide hætter, der har vinger som en måge. To præster med lange, røde dragter på rulleskøjter. I baggrunden spiller Nino Rotas legefulde filmmusik. 

Denne absurde fremvisning er fra Federico Fellinis selvbiografiske Roma, men tankerne ledes hen på den næsten 50 år gamle film, når man ser Paolo Sorrentinos fortsættelse af The Young Pope. 

Anden sæson med titlen The New Pope fortsætter, hvor første slap. Den er lige så svulstig, vulgær og over the top. Men hvor første sæson bevægede sig i grænselandet mellem gal og genial – med en let hælden mod sidstnævnte – falder den nye igennem.

Det virker, som om Sorrentino og seriens fotograf Luca Bigazzi har vægtet det billedskønne og pragtfulde. Smukt og silkeblødt bliver vi navigeret rundt i Vatikanet med guddommelige rum og labyrintiske gange.

Men det føles tomt, og hvad værre er: ligegyldigt. Når der ikke er mere på spil end spas med den ældgamle institution, sidder man tilbage med en flad fornemmelse.

I The New Pope ligger pave Pius XIII (Jude Law) stadig i koma efter sit hjerteanfald. Alle beder for den populære pave, der forsøgte at føre den katolske kirke ind i det 21. århundrede, og som nærmest har fået martyrstatus.

Nu går jagten ind på at finde en ny pave.

Det viser sig at være noget af en udfordring. Den magtsyge og snu Kardinal Voiello (Silvio Orlando) får indstillet en pave, som han håber at kunne kontrollere. Planen giver dog bagslag, men heldigvis bliver også den nye pave ramt af et hjerteanfald!

Kardinalerne må derfor igen lede efter en kandidat til det hellige hverv. Valget falder på aristokraten Sir John (John Malkovich), der i sine yngre dage var en 70’er-punker. Alligevel bliver han enstemmigt udråbt til pave.

Den gode Malkovich pynter i den grad på Sorrentinos Vatikan. Man kan lytte til ham og hans særegne talemåde i timevis. Næsten i en sådan grad, at man glemmer, at fortællingen er fraværende.

Men serien står ikke til at redde.

Vatikanet i The New Pope føles absurd langt fra vores verden. Det er en forestillet filmisk virkelighed, der sagtens kunne være interessant, hvis man ellers fik følelsen af, at Sorrentino reelt har noget at sige om den katolske kirke.

Kardinalers afvigende seksualitet, strejkende nonner, islamisk terrorfrygt, en ufrugtbar kvinde, der alligevel får et barn, Marilyn Manson og Sharon Stone, der spiller sig selv, er bihistorier, man aldrig formår at involvere sig i. Fordi The New Pope og Sorrentino heller ikke for alvor involverer sig i dem.

De mange muntre påfund bliver staffage for staffagens skyld.

Sexede, dansende nonner grinder og gnider sig i slowmotion op ad et neonblinkende kors, mens bassen pumper.

Nøgenhed og seksuelle under- og overtoner er nok aldrig før set i så udpræget grad i Vatikanet. Det er ved første øjekast dragende og til tider sjovt, men man efterlades med et rungende: Hvorfor?

Man kan ikke andet end undre sig over, at Paolo Sorrentino ikke har udnyttet de religiøse temaer og det farverige miljø til fulde. The New Pope er på en gang tid alt for meget og alt for lidt. Visuelt smuk, men indholdet mangler.