The Nice Guys

”Hun er blind som en flagermus. Hvis du malede et overskæg på en folkevogn, ville hun sige: ’Nøj, ham Omar Sharif løber godt nok hurtigt!’” 

Shane Black er de velturnerede replikkers mester og eminent til at maskere sine oneliners som henkastede sidebemærkninger.

Denne replik fyrer Ryan Goslings privatdetektiv af om en klient, der mener at have set sin afdøde niece i fuld vigør. Han tager hendes penge og leder efter niecen på bunden af en whiskeyflaske.

Men da Russell Crowe hører historien, trækker han tråde til en forsvunden kvinde og shanghajer Gosling som modvillig partner i en mordefterforskning i Los Angeles’ pornomiljø anno 1977.

Grundplottet kender vi fra Dødbringende våben, The Last Boy Scout og den rapkæftede instruktørdebut Kiss Kiss Bang Bang: En ung kvindes død tvinger et umage makkerpar sammen, og under efterforskningen optrevler de et overklassekomplot mod indbyggerne i LA.

Måske netop derfor er det imponerende, hvor frisk filmen føles, fra den åbner til bas-introen fra The Tempations’ Papa Was a Rolling Stone over den popkultursmarte destillering af 70’ernes LA, hvor pornobranchen gør fremmarch, og man ikke kan se Hollywood-skiltet for bilos, til kemien mellem detektivparret Crowe og Gosling.

Crowe spiller Jackson Healy, en bølle til leje, der cruiser rundt i blå læderjakke og midtlivsmave, tæsker på samfundets bundfald og udspyr misantropiske floskler: ”Ægteskab går ud på at købe et hus til én, du hader.” Men han drømmer om at gøre en forskel som privatdetektiv og øjner en mulighed, da hans tidligere klient selv får lejebøller på nakken. 

Komplet ulig Goslings Holland March, der netop er privatdetektiv – men af typen, der foretager en efterforskning ved at dagsdrikke, indtil det er på tide at bede klienten om mere i løn, og han erklærer sagen uløselig, når pengene slipper op. 

March er alenefar til den fremmelige tolvårige Holly (Angourie Rice) og går i clinch med hende på et tidspunkt på randen af selvforagt: ”Nu spørger jeg dig om noget, og lad være med bare at sige noget pænt, fordi jeg er din far. Men er jeg et godt menneske?”

Hun kigger vantro på ham: ”Nej!”

Begge er klassiske noir-karakterer skubbet til komiske ekstremer. Alene karakternavnene: Jackson Healy og Holland March ville man aldrig støde på andre steder end blandt Hollywood Boulevards neonbelyste natteliv. 

Black skrev for nogle år siden en tjekliste til actionfilm, som han og medforfatter Anthony Bagarozzi følger til punkt og prikke. Trådene filtres sammen i filmens første halvdel og redes ud i den anden, alle genrens afsløringer og aflivninger falder med rutineret taktfasthed, og mysteriet er stykket sammen med lynhurtig punchline-klipning og kærlig genre-ironi. 

Som Kiss Kiss Bang Bang er filmen fyldt med gudsbenådet mundhuggeri og citatværdig småsnak. ”Ved du, hvem der også bare parerede ordrer?” irettesætter March på et tidspunkt en af skurkene. ”Hitler.”

Men med sin nu tredje film som instruktør vover Shane Black sig længere væk fra manuskriptet og markerer sig som en visuel mesterkomiker, der i sine visuelle gags fastholder den metronom-præcise rytme, der altid har ligget i hans dialog.

Og så forlader han sig mere end nogensinde før på sine skuespillere. Crowes pragmatiker er en sympatisk straight man, men det er Goslings manierede udskejelser og komiske selvsikkerhed, der virkelig stjæler filmen.

I én scene sidder han på lokum og bliver overrasket af Crowe. Så han smækker døren op og truer ham med en pistol, men døren lukker sig. Han åbner den igen, taber sin cigaret ned i kummen, kigger efter den, døren lukker sig, han smækker den åben så hårdt, at han får den i hovedet igen. Crowe løfter et øjenbryn med indstuderet stenansigt.

Det er veldoseret idioti og en pragtfuld komikerrutine. The Nice guys er et selvsikkert bud på årets sjoveste film.