Saint Nick. Den evigt sorthårede, støjende og smukt syngende hulemand fra Australien, Nick Cave, har fået sin egen dokumentar i spillefilmlængde. Filmen beskriver hans 20.000’ende dag på jorden.
Men ligesom filmens hovedperson må siges at være en smule larger than life, må denne dag vist være den længste, noget menneske har gennemlevet.
For på denne 20.000’ende dag vågner Cave ganske vist op hjemme hos konen i huset i Brighton, Sydengland, og lægger en stilfærdig plan. Han skal besøge sin psykoanalytiker, og han skal forbi arkivet, som registrerer Caves historie. Det lyder overkommeligt.
Men snart går det op for os, at dagen opsummerer Caves liv og rummer et utal af stop, som inkluderer skrivning af nye sange, indspilning af et børnekor i Frankrig og en storslået koncert i operahuset i Sydney, Australien.
Heldigvis har han sin Jaguar til rådighed, og i den har han melankolske møder med mennesker fra fortiden.
Blandt andre skuespiller Ray Winstone, der var med i The Proposition (2005), som Cave skrev manuskriptet til. Winstone vil vide, hvad Nick synes om The Rolling Stones og deres koncerter nu om dage, underforstået: Kan han se sig selv som gammel mand på de store scener?
Nick Cave undlader at svare, men viser sig, næppe overraskende, at være uhyre bevidst om sin status som sortklædt ikon. Han konstaterer, at en rockstjerne skal kunne tegnes med en simpel streg, som en karikatur, derfor kommer han aldrig til at ændre sig afgørende.
Men det er dybest set koncerterne, han lever og brænder for, så hvorfor ikke blive ved?
Det er her, der foregår en transformation, hvor han forklædt som stjerne forvandler sig fra almindeligt menneske med hverdagsproblemer til én, der bliver medium for større indsigter.
Jeg har selv fulgt Cave tilbage fra et manisk og magisk gig med The Birthday Party i London, for cirka 12.090 dage siden, og de mange hilsener til tiden, der gik, bliver også tilskuerens egen fortælling om tilbagelagt liv, i hvert fald når man synes, man har et forhold til Nick Cave.
Nok er det en film, der primært vil interessere fans. Men som dokumentar er den interessant i sig selv.
Instruktørerne, der har en baggrund i performancekunst, har skabt en kunstig hverdag, men gjort det så realistisk, at man måske bemærker en vis stilisering, men alligevel hopper på den.
Psykoanalytikeren Darian Leader er for eksempel hyret ind til lejligheden. Hans konsultation er bygget i studiet, men samtalen er virkelig, for Cave er uforberedt på spørgsmålene. Dette ved jeg, fordi jeg har læst det.
Filmen meddeler det ikke, og egentlig gør det intet, for man føler sig ganske tæt på Cave, der fortæller levende om sin far, som læste Lolita for ham, da han var dreng, og som havde det med at være til stede og observere drengen, uden at den unge Nick vidste det.
Udsigten til det vilde, sydengelske vejr er ultrarealistisk og spiller fint sammen med dagbogsoptegnelserne om regn, torden og storm, Cave har ført gennem årene.
Vejrets skiften bliver et billede på dramaet i Caves fortællinger. I sangene og romanerne er den enkelte karakter styret af indre uvejr, der fører til død og fortabelse, mens Gud sidder i himlen og stiller den enkelte til regnskab – hvilket Cave ikke længere selv tror på, men hans historier gør.
Der er en del af den private Nick, vi slet ikke møder, men har vi lyst til det?
Til gengæld får vi fine refleksioner over, hvad det vil sige at være menneske og kunstner på et bestemt tidspunkt i livet. Denne 20.000’ende dag giver et særegent indblik i mødet mellem hverdag og værk og forvandler virkeligheden til fiktion og den kunstneriske skabelse til smuk filmisk virkelighed.
Bør ses på det store lærred.
facebook
twitter
Kommentarer