For romantikkens digtere symboliserede nattergalen inspiration, glæde og skønhed. Titlen på australske Jennifer Kents historiske drama, der foregår i 1825, er også symbolsk.
Hovedpersonen Clare er straffefange i kolonitidens Australien, hvor de engelske soldater tvinger hende til at synge for dem. Men tonen får en anden lyd, da hun mister alt.
Filmen begynder, da Clare har afsonet sine syv år og fået ægtemand og barn. Hun venter nu på, at officeren Hawkins giver hende et fribrev, men han vil ikke slippe sin sangfugl, der yder flere tjenester end opvask.
Da han bliver nægtet forfremmelse af sin overordnede, lader han på barbarisk vis sin vrede gå ud over Clare, hvorefter han i al hast rejser videre mod næste by.
Clare vil gøre regnskabet op, og hun tvinger aborigineren Billy til at være hendes guide i bushen. Nu skifter plottet spor fra at handle om en kvindes vrede til at afdække et lands traume.
Billy vil ikke være ”boy”, som Clare kalder ham, og Clare vil ikke være offer. ”Jeg er irsk,” siger Clare. ”Jeg er tasmansk aboriginer,” svarer Billy og synger som den lokale mangana-fugl.
Jennifer Kent har skrevet og instrueret, ligesom hun også gjorde det i sin debut, gyseren The Babadook, der blev et arthouse-hit.
The Nightingale er en mere ambitiøs film, langsomt dvælende og blændende fotograferet af polske Radek Ladzcuk i hypnotiske og poetiske billeder.
Smukke Aisling Franciosi er hudløs som Clare, Baykali Ganambarr gør Billy til et nuanceret individ og ikke stereotypt offer, og Sam Claflin brillerer som skurk.
Ligesom i The Revenant er hævnen billedet på et opgør med en nations mishandling. Jennifer Kents nattergal hører til en tid efter kolonialismen og efter #MeToo. Målet er ikke skønsang, men respekt og sandhed.
Jennifer Kent er en af de auteurer, som man skal holde øje med fremover.
facebook
twitter
Kommentarer