Niko og nordlysets hemmelighed

Sol i sne kan være lige så magisk for voksne som for børn.

Iskrystallerne, der skiftevis glimter, som om nogen har drysset fin sølvglimmer fra Panduro Hobby med en såmaskine. Det forbløffer mig, hver gang jeg ser det.

Noget andet, der forbløffer mig, er tanken om, hvor mange anstrengende børnefilm min mor har været tvangsindlagt til, når jeg fik lov til at komme i biografen som lille. Jeg kan blive flov ved tanken og tror endda, at hun skulle sidde igennem Ice Age adskillige gange.

Men denne børnefilms hovedperson er et flyvende rensdyr, og samtlige scener finder sted i smuk sneklædt natur, i snirklede skove og brede, åbne bjerglandskaber. Mange af scenerne foregår oppe i luften på en malerisk himmel svøbt i hvide og lyserøde skyer eller helt oppe blandt stjernerne på den anden side af bølgende, grønt nordlys.

Vintersolens hvide lys banker ind i den mørklagte biografsal. Det er den slags, der giver solskoldede næser på skituren. Selv hvis man ikke værdsætter æstetikken i vinterlandskabet på lærredet, kan man som voksen nyde godt af 85 minutters lysterapi, hvis man tager sin lille med i biografen denne dunkle, overskyede november.

Niko og nordlysets hemmelighed er instrueret af Jørgen Lerdam og finske Kari Juusonen og co-produceret af det danske selskab A.Film. Det er tredje kapitel i historien om det flyvende rensdyr Niko, som startede i 2008 med Niko og de flyvende rensdyr og fire år senere fulgtes op af Niko 2 – de flyvende brødre.

Niko er nået til den alder, hvor han kan komme i lære hos kanekorpset og være med til at trække julemandens kane over himlen juleaften. Niko er en nepo baby – hans far er en stjerne i korpset – men det går ikke efter planen. For mystiske Stella dukker op og vil dyste om den ene plads på juleaftenfærden, korpset skænker engang om året.

Lille Stella og Niko er dermed konkurrenter. De bliver dog hurtigt venner, og der er mange søde budskaber i filmen om venskab og sociale værdier. At hjælpes ad, afvise det selviske og dyrke fællesskabet. Moraler, der også som voksen er gode at blive mindet om. Om stolthed, forfængelighed og tilgivelse.

Nikos noget pinlige far har ikke fortalt hele historien om sin egen optagelsesprøve i korpset. Han måtte ligesom Niko dyste om pladsen, men mod sin egen bedste ven, som han i et kapløb efterlod viklet ind i et krat. Vennen er blevet ond og hævngerrig på grund af svigtet, og nu er han involveret i en hemmelig mission, der kan risikere at ødelægge julen.

Historien om de to stridende mænd er relevant for både de mindste, der er i gang med at forme deres værdier, og de ældre, som sikkert godt kunne trænge til at få støvet dem af.

Og der er megen coming of age i Niko, som både må flyve fra reden for at blive optaget i korpset og tage et opgør med en far, der ligesom mange virkelige fædre er væk juleaften. Selvfølgelig har Nikos far den gode grund, at han skulle trække julemandens slæde, men alligevel.

Der er med andre ord både form og indhold af fyldig karakter i den humoristiske animationsfilm, som er både dynamisk og medrivende fortalt. Den foregår i et forfriskende raskt tempo uden at blive febrilsk og overstimulerende, som meget andet børneunderholdning er.

”Lad os nu bare tie stille og nyde udsigten lidt, ik’?” siger en af figurerne på et tidspunkt, hvor solen sidder lavt på den store himmel og gør sneen lyserød.

Jeg tænker det samme. Der er ofte meget snak i sådan en film til de helt små, hvor plot og problemer bliver penslet ud. Men ikke denne gang. Niko og nordlysets hemmelighed er en fornøjelse for både børn og deres forældre.