No Good Deed

Så mange skuespillere ender i løbet af deres karriere med at spille den samme rolle om og om igen. Tag Bruce Willis, Hugh Grant, Tom Cruise, Jennifer Aniston. Man kunne blive ved.

Sådan en skuespiller er engelske Idris Elba ikke.

Han brød igennem i tv-serien The Wire som den kyniske, udspekulerede Baltimore-gangster Stringer Bell.

I BBC’s noget oversete, men i øvrigt glimrende drabsserie Luther opererer han på den anden side af loven som psykisk ustabil detektiv.

Og sidste år leverede han i Mandela: Vejen til frihed det hidtil mest overbevisende portræt af ikonet Nelson Mandela ifølge Ekkos anmeldelse.

Idris Elbas talent rækker med andre ord på tværs af helte/skurke-spektret.

I No Good Deed er han helt oppe og ramme titallet på skurkeskalaen i rollen som den ondsindede narcissist, morder og kvindemishandler Colin Evans.

Efter at være flygtet fra et fængsel mister Colin under et voldsomt uvejr herredømmet over sin bil og kører galt.

Ikke så langt derfra er Terry (Taraji P. Henson) alene hjemme med sine børn. Hun er egentlig uddannet jurist med speciale i mænd, der mishandler kvinder, men nu går hun bare derhjemme i joggingtøj og passer børnene, mens hendes mand passer karrieren.

Da Colin dukker op på hendes veranda for at låne telefonen, tøver Terry med at lukke ham ind. Hun kender alt til voldelige mænd og ved, at man ikke kan være forsigtig nok. Men Colin er høfligheden selv og virker så tilforladelig, at hun alligevel forbarmer sig og lukker ham indenfor i ly for regnen.

Startopstillingen til en vellykket home invasion-thriller er altså sat. På den ene side har vi den tilsyneladende hjertensgode fremmede, som i virkeligheden er et uhyre. På den anden side har vi den søde, uskyldige kvinde, der ikke aner uråd.

Det begynder ganske udramatisk med hyggesnak og te-drikning, og hurtigt løsner Terry op. Men under Colins charme og dragende, rolige ryst fornemmer vi ondskaben. Idris Elba er med sine langsomme, muskuløse bevægelser som en panter, der sniger sig i hælene på sit intetanende bytte rundt i lejligheden.

Da Terry kommer til at indrømme, at hendes mand ikke lige er på trapperne, men faktisk er på ferie, siger den subtile ændring i Elbas mørke blik det hele: ”Det skulle du aldrig have sagt.”

Det er dog først, da Terrys lidt for nysgerrige og irriterende veninde kommer på besøg, at Colin bekender kulør.

Her kunne man så forvente, at det blev rigtigt uhyggeligt og ubehageligt. Sådan går det ikke.

I modsætning til verdens måske mest vellykkede home invasion-thriller, Michael Hanekes Funny Games, har No Good Deed ingen intention om at gå linen ud og konfrontere publikum med ægte ubehageligheder.

Fra filmens indledende sekvens ved vi, at Colin er en koldblodig morder med en forkærlighed for kvindemishandling. Alligevel får vi aldrig fornemmelsen af alvorlig fare.

Det er nærmest som om, han mest agerer katalysator for, at hun kan revitalisere sig selv som den stærke, uafhængige power-girl, hun er.

Det er svært at blive klog på, hvad der egentlig er formålet med No Good Deed. Den er ikke rigtigt uhyggelig. Den er ikke rigtigt spændende. Heller ikke tankevækkende.

Taraji P. Henson, som blev nomineret til en Oscar for sin birolle i Benjamin Buttons forunderlige liv, er en dygtig skuespiller, men det er ikke mange akkorder, hun får at spille på i rollen som Terry.

Clive Evans er heller ikke ligefrem den mest nuancerede karakter, Idris Elba har spillet i sin karriere. Alligevel er Elba langt det mest interessante ved No Good Deed.

Selv i en middelmådig film slår han fast, at det falder ham lige så naturligt at spille massemorder som at spille Mandela.