No Time to Die

James Bond har trukket sig tilbage og er på ferie i Italien med kæresten Madeleine efter oplevelserne i den forrige film Spectre. For at slippe ud af fortidens traume skal han besøge gravstedet for sin store kærlighed fra Casino Royale.

Men Madeleine har også en traumatiseret fortid.

Den får vi i den usædvanligt lange forhistorie – episoden, som altid spektakulært indleder en Bond-film efter 007-temaet og før de flamboyante fortekster med signatursang og ouverture.

Ferieidyllen bliver brat afbrudt af forbryderorganisationen Spectre, og så springer vi i tid.

Bond kaldes tilbage fra sit otium på Jamaica til hendes majestæts hemmelige tjeneste. En fremtrædende, russisk forsker i DNA-teknologi er brutalt og blodigt blevet kidnappet.

Snart trues menneskehedens overlevelse af sinistre personer, som hverken vil Storbritannien eller resten af verden det godt.

Således bliver vi igen kastet ud i et Bond-plot med masser af bøse bøhmænd i sort smoking eller hvide kitler. Agent 007 er på overfladen den samme som altid. Rapkæftet sarkastisk slagfærdig tæt på det kyniske. Ulasteligt klædt til lejligheden, kørende i sin skudsikre Aston Martin med den klassiske Walther PPK i skulderhylsteret. Cigaretterne har han lagt på hylden, men ikke sin Vodka Martini.

M kommer med missionen, Moneypenny med lommepenge og opfinderen Q med de gimmicks, som skal redde vor helt i den morderiske intrige.

Alligevel adskiller agenten i No Time to Die sig skelsættende fra alle andre. Siden Daniel Craig overtog licensen til at dræbe i Casino Royale fra 2006, er han blevet voksen og følsom. Han bløder faktisk, når man slår ham.

Toner af det tragiske, som lå i temaet i Ian Flemings Casino Royale fra 1953, er artikuleret tydeligere end i de andre film. Og tidsånden har taget de værste racistiske og sexistiske replikker.

Nok så væsentlig er No Time to Die sidste del af den tematiske udvikling, der begyndte med Casino Royale. Den golfspillende playboy bliver i Craigs skikkelse mere til fodboldspiller af folket. De hurtige engangsknald er afløst af kærlighed med stort K og romantiske klange med svig og tillid omkranset af ubodelig hævn.

Man mærker klar påvirkning fra de amerikanske og følsomme film om agenten Jason Bourne.

Men rolig nu.

Instruktøren Cary Joji Fukunaga (True Detective) har ikke kun iscenesat en af de mest vellykkede, sammenhængende og handlingsmættede, men også en af de visuelt smukkeste og billedmæssigt overdådige James Bond-film.

Der er masser af smæk for skillingerne, heftige biljagter og hidsige skuddueller, som dog er lidt for computerspilsagtige til min smag. Der er seje slagsmål med cirkelspark og springskaller, transformatorstationer sprænger i luften, syrede dødsmåder og den stolte engelske flåde, der stadigvæk regerer over bølgerne.

Seværdige og franske Léa Seydoux er den kloge og kvieøjede, men også mystiske Madeleine, der med kys og kram gør jernmanden Bond til rigtigt menneske af kød og blod.

Ralph Fiennes – altid god, om han spiller sadistisk bøddel i Auschwitz eller bister boss i Whitehall – er Imperiets sidste søn som spionchefen M.

Naomie Harris er fri og frejdig som Moneypenny, der kan mere end at agere sekretær med kaffe og te. Filmseriens Georg Gearløs – Q – er lidt tæt på klichéen som bøssen, der samler på fragilt porcelæn, mens han scanner plottet på skærmen.

Danske David Dencik leverer varen som slesk russer med slavisk accent tykkere end traktorolie, totalt gal videnskabsmand med grimasser, der passer.

Fans får mange citater fra klassiske Bond-film, mens den længste film i seriens historie aldrig taber tempo eller går i tomgang.

No Time to Die skal være Daniel Craigs sidste film som agent 007. Man kan diskutere, om han er den bedste James Bond. Men det er uden for diskussion, at han er den bedste skuespiller i rollen.