En mand sidder ved et afhøringsbord. Hans ansigt og knoer er fyldt med skrammer, og hans flotte tøj er klistret til med blodpletter.
Med hænderne i håndjern lykkes det ham at tænde en smøg og åbne en dåse tun til den lille kat, han har gemt under sin mørkeblå jakke.
Da en kvinde spørger, hvem han dog er, bryder filmens titel scenen for at vise, hvem han er: Nobody.
Resten af filmen foregår i et flashback.
Den forslåede mand viser sig at være familiefaren Hutch Mansell (Bob Odenkirk). Han fører et trivielt tørvetrillerliv med kone, to børn og kontorarbejde i svigerfars metalfabrik.
Hverdagens monotoni understreges i montager, hvor han gør de samme ting dag ud og dag ind. Indtil et par indbrudstyve trænger ind i den hjemlige idyl og ved et uheld stjæler hans datters kattearmbånd.
Dét var åbenbart dråben!
Hutch opsøger tyvene for at få hævn. Men helvede bryder først ud, da han i bussen på vej hjem møder han en flok fulde forbrydertyper og lader alle sine ophobede frustrationer gå ud over dem med forbløffende effektivitet.
Nobody er en sælsom blanding af midtvejskrisedramaet American Beauty og den moderne slå-på-tæven-film, hvis talrige eksempler tæller John Wick-franchisen.
Hutch’ ægteskab har set bedre dage. En stor pude markerer bogstavelig talt skellet mellem ham og konen om natten. Og der bliver elegant smidt små ledetråde ud til, at han ikke er en helt almindelig husbond.
På arbejde fører han samtaler med sin halvbror gennem en gammeldags radio. Og han forklarer ned til mindste detalje, hvordan indbrudstyvene så ud, og hvilken slags revolver de brugte.
Han fortæller også, at han holdt igen, da han aflagde tyvene en visit. Men det gør han så sandelig ikke i bussen, hvor han lammetæver de fem skumle mænd til plukfisk og får selv en del prygl.
Bob Odenkirk er ikke en super-actionmand som Keanu Reeves i John Wick. Han er pudsigt nok kun to år ældre end Reeves, men hele hans væsen signalerer papirnusser. Det hjælper selvfølgelig, at han i over ti år har spillet den småkriminelle advokat Saul Goodman i tv-serierne Breaking Bad og skabelseshistorien Better Call Saul.
Odenkirks evne til umærkeligt at veksle mellem komik og drama får i Nobody en ekstra dimension. Hans kompakte statur og joviale ansigt gør, at han ligner en almindelig middelklassemand, hvis største bedrift er hans familie og tid som bogholder i militæret.
Det viser sig dog, at det ikke er den gængse form for ajourføring med regnskaberne, Hutch har stået for.
Manuskriptforfatteren fra John Wick-filmene,Derek Kolstad, har skrevet Nobody og giver Bob Odenkirk rig mulighed for på den ene side at vise sine gamle dramedy-evner og på den anden side folde sig ud som actionhelt.
Fortællingen om en tilsyneladende almindelig mand, som viser sig at være noget helt ekstraordinært og nedkæmper den ene skurk efter den anden, er velkendt. Men i Nobody bliver der skruet op for de komiske elementer.
Det sker især ved brugen af uhyre velvalgte sange, der matcher scenernes stemning eller Hutch’ sindstilstand. Tonerne af I’ve Gotta Be Me udtrykker fornøjeligt det øjeblik i bussen, hvor Hutch giver slip på facaden og efter flere års dvale endelig viser sit sande jeg.
Den karaokesyngende, russiske skurk Yulian er også et herligt bekendtskab. Aleksei Serebryakov har tydeligvis hygget sig med den vanvittige mafioso, der ligger langt fra gennembrudsrollen som mekanikeren Kolya i Leviathan.
Vodkaen flyder stadig i stride strømme og suppleres med kokain og vold mod alle, der står i vejen for ham. Eller glemmer at klappe efter hans optræden.
For instruktør Ilya Naishuller markerer Nobody et klart fremskridt i forhold til debuten Hardcore Henry, hvor idéen med udelukkende at se handlingen gennem øjnene på hovedpersonen var mere friskt end veludført.
I denne ombæring passer det hele sammen. Forhåbentlig er det ikke sidste gang, vi ser Bob Odenkirk lange øretæver ud som jovial nobody.
Kommentarer