I love Paris.
Cole Porters metusalemgamle slager brager ud af højtaleren og starter dagen hos Lily og Max, der ligger i hver sin seng. Lily har en drøm om engang at besøge byernes by. Max derimod har tilsyneladende ingen drømme.
Efter et par hjerneblødninger er han blevet en veritabel grøntsag og bor nu sammen med konen igennem 50 år på et pænt plejehjem inde ved søerne i København.
Lily opfatter imidlertid hjemmet som et fængsel på mandens livstid. Hun er en fremmed og alt for ung og rørig til at færdes i denne forgård til døden med banko og rytmik som eneste lyspunkter og livsglæde.
Datteren og hendes mand kommer skam forbi, men er hurtigt ude af døren takket være børn, som keder sig gudsjammerligt blandt de ældre. Men så en dag flytter en spøjs svensker ind på gangen. I blå blæser, charmeklud, lyserød skjorte. Han har kække øjne, moustache og blæser sågar trompet.
Lily ser en lidelsesfælle og måske noget, som er mere end det. De indleder et forhold, der selvfølgelig får konsekvenser.
Nøgle hus spejl er en stille, blid og impressionistisk historie. Om at blive gammel og så alligevel have et håb om andet end at tralle rundt i en skånsom, men lukket ventesal, før der fløjtes ud til sidste afgang.
Michael Noer drejede det regionale gangsterbandedrama Nordvest og sammen med Tobias Lindholm den effektfulde fængselsfilm R. Her har han på et godt skåret og velpointeret manuskript af Anders Frithiof August serveret en bittersød, elegisk og tilpas besk socialrealistisk anretning om at blive gamle sammen og hver for sig.
Det handler om at erkende sit ægteskabs fundament og turde springe ud i et nyt forhold uden at forkaste det forrige. Uanset hvad. Titlens tre ord er nøgleord, der drejer sig om, at Lily også er ramt af alderdommens svøbe. Så en rejse til Paris ligger ude i det uvisse, men måske ikke kærligheden?
Anden omgang af kærligheden bliver i skikkelse af en svensker med Parkinsons syge, i hopla og godt humør. Men der er selvfølgelig trakasserier både med de gamle på hjemmet og familien udenfor. Sådan at have en affære, mens ægtemanden endnu lever. Og kan der overhovedet dyrkes seniorsex med så mange rynker og åreknuder?
Billederne siger ja på en smuk måde.
Vi undgår et langt stykke ad vejen de forudsigelige klichéer, vi kender fra den slags intriger om at være vejs ende i et ægteskab. Konfrontationer mellem forældre og børn, slør der løftes og sandheder der kommer frem. Kan du tillade dig en ny elskov uden at spørge børnene først og samtidig erkende, at også din bevidsthed og dit sind lever på lånt tid?
Ghita Nørby trækker klart renter på sin signifikante rolle i Stille hjerte med lignende omstændigheder. Men mere på sit fine, fragile spil, sine mimiske antydninger og sin præcise betoning og accent i et kammerspil med stille melodier uden de orkestrale udladninger i det høje leje.
Hun er især i clinch med datteren, der både kan være kærlig og kontant. Datteren spilles følsomt af Trine Pallesen, i mine øjne hendes bedste rolle længe. Men der er sat lyddæmper på salverne imellem dem, og deres sammenstød er absolut underdrejede uden at være fatalt destruktive og afgørende.
Ghita Nørby gnistrer allerbedst i samspil med en ualmindelig veloplagt Sven Wollter. Den bedagede pilot og playboy, der nok kan stjæle bajere i køkkenet om natten, men alligevel er for træt til at drage ud i den store verden, hvilket Lily så inderligt og hungrende drømmer om.
Hvorfor bliver det næsten altid godt, når en dansker møder en svensker på film, uanset genre og tone?
Filmen tipper over midten med sin skrøbelige balance mellem sorg og glæde, mellem realisme og komedie, da vi lidt uforberedt nærmer os tragedien. Der går mere mol i historien, end filmen kan bære på de sete præmisser. Men den retter sig op igen og finder en solrig udgang, som er i trit med livets sensommer og om lidt er vi borte.
Kommentarer