”Jeg har tre børn – de er mine tre stjerner.”
Sådan siger René Redzepi på et tidspunkt i Pierre Deschamps’ dokumentar om restauranten Noma – som i en treårig periode var kåret som verdens bedste – men i særdeleshed om køkkenchefen, der er filmens enevældige hovedperson.
Vi følger kokkens lige så berømte raserianfald et par gange, men de skildres afdæmpet. Deschamps vil fortælle noget andet, nemlig en fans kærlighedshistorie.
René Redzepi får god tid til at forklare sin egen succes. På en rejse til Grønland opdager han, hvad Noma skal gå ud på: Ved enhver given servering skal man vise gæsten, hvor han er, og på hvilken tid af året han befinder sig.
Filmen lider under, at de medvirkende ikke er professionelle i filmsammenhæng. Når Redzepi taler om sin opvækst og sine ferier i Makedonien, virker sproget klichétungt. Og filmens bærende metaforer er polarstorme, skibskatastrofer og eksistentiel desorientering – temmelig voldsomme billeder på madlavning, selv den gode af slagsen.
Mere meningsfuld er filmen, når instruktøren lader os skimte den sammensatte koks baggrund. Når vi møder faren, den åbenbart stadig uintegrerede indvandrer Ali Rami Redzepi, der sidder i baglokalet i en døgnkiosk og fortæller om sin søn på makedonsk. Eller når vi møder moren Hanne Redzepi, som laver mad til hjemløse og giver sit besyv med om kvaliteten på Noma.
Men fremfor noget andet er filmen et forelsket portræt, der mere end én gang mister jordforbindelsen. Når uerfarne folk læser åbenlyst skrevne tekster op, når filmen bruger æstetiserende slowmotion, eller når noget af den eklektiske musik dukker op og sender alt i en ny – og muligvis forkert – retning.
Fejlen i filmen er forbløffende fundamental.
I stedet for at lade René Redzepi og andre sige, at han er verdens bedste kok og muligvis også det mest interessante menneske, burde instruktøren nøjes med at vise os det. Men det gør det vanskeligt, når hovedpersonen mest af alt fremstår som en håndværker – et hav af fuckfingre og en del cirkusengelsk inklusive.
Den tunge, bærende metafor, der giver filmen sit prætentiøse navn, Noma – My Perfect Storm, kommer fra en kilde, der ikke navngives, men til gengæld mytologiseres ulideligt.
René Redzepi har ”fra en gammel norsk fisker” hørt om følelsen af at være i en perfekt storm. På et tidspunkt mister man hele orienteringen. Men skønt man ikke har pejling, som de siger i Norge, fortsætter man og stoler blindt på sin intuition. Og langsomt opdager man, at man – naturligvis – var på rette vej og havde fat i den lange ende hele tiden.
Med andre ord lader instruktøren sin hovedperson sige, at han er noget nær genial. Det er han også. Men det bliver en dårlig film, fordi han igen og igen og igen selv får lov at sige det.
Tilbage bliver det kulinariske. Selve madlavningen. Man følger en del af Nomas velkendte rutiner, såsom deres svenske fourageringsekspert, der samler svampe i skoven, eller nogle af de mange stagiaires – det vil sige branchens brug af unge kokke, der arbejder gratis.
Den del er spændende.
Men det er frustrerende, at vægten lægges på mesteren selv frem for hans værk. René Redzepi lyser op i et begejstret smil i en scene og siger pludselig: ”Der er jo mikrosæsoner i sæsoner.” Det er en nærmest bevidsthedsudvidende, gastronomisk pointe, men den falder til jorden, fordi vi i stedet skal se billeder af, hvor hip verdens bedste kok er.
Selv når René Redzepi ydmygt cykler til arbejde, gør filmen det til selvfedme.
Filmen ender med at være en klassisk omgang Mus og mænd, hvor den beundrende kvæler sit forbillede – med velmenende kærlighed.
Kommentarer