Non-Stop

Man kan synes, hvad man vil om Liam Neesons beslutning om at bruge sin karrieres sensommer på at spille omtrent den samme udslidte actionhelt i en stribe halvhjernede popcornfilm. Tænk bare på Battleship og Taken-serien.

Men han er sgu god til det.

Den 61-årige nordirer kan se træt og afdanket ud som Bruce Willis’ John McClane og knække nakker som Steven Seagal. Og med sin statelige elokvens tilfører han et strejf af klasse til platituderne.

I flykaprings-thrilleren Non-Stop skal han oven i købet ikke bære hele skroget alene. Med på flyet er nemlig Julianne Moore som snaksom passager plus Michelle Dockery og den dugfriske Oscar-vinder Lupita Nyong’o (sidstnævnte i en stort set replikløs rolle) som forskræmte stewardesser.

Men aksen i castet er naturligvis Neeson, der spiller en for ham karakteristisk rolle. Bill Marks er en udbrændt og små-alkoholiseret flybetjent med en skæbnetung fortid. Han må puste støvet af pistolen, da han i tolv kilometers højde modtager en dubiøs sms-besked fra en anonym og tilsyneladende usynlig terrorist:

”Giv mig 150 millioner dollar, eller jeg slår en passager ihjel hvert tyvende minut.”

Det lyder måske som et generøst interval, men flyet skal helt fra New York til London, så det løber op.

Det viser sig dog at være mere forplumret end som så, og den mystiske afsender har en dybere dagsorden. Snart må Bill Marks se sig selv mistænkeliggjort af både sine overordnede nede på jorden og af passagerkabinen, hvor oprørskheden stiger (indtil Marks lover dem alle gratis flyrejser i et helt år. Men det lokkemiddel kan man jo desværre kun bruge én gang).

Det havde selvfølgelig hjulpet, hvis Marks var gået mere diskret til værks i stedet for at fare frem som en paranoid galning og indføre undtagelsestilstand på flyet uden antydning af forklaring. Men så havde det omvendt ikke været nær så spændende.

Den slags kameler må man sluge, og det gør man gerne, så længe der leveres i afdelingen for øretæver og uforudsigelige intriger.

Det gør der, og den spanske instruktør Jaume Collet-Serras kompakte, urolige billedbeskæringer lader paranoiaen og sceneriets klaustrofobi trænge ind i tilskuerens sind, hvad enten Neeson fordeler næveslag eller kaster forskende blikke på passagererne.

Så tolererer man også, at en bombesprængning på et fly åbenbart ikke er så alvorlig igen, når blot man inddæmmer eksplosionen bagerst i flyet bag tasker og kufferter.

Men kamelen bliver altså for stor og plump, når kortene skal vendes og thriller-mysteriet løses. Filmen lander sin slutning lige så bumpet som et russisk lavprisfly.

De bedste hvem-har-gjort-det-film kan også redegøre overbevisende for ”hvordan” og ”hvorfor”. Men her lister Non-Stop ud ad bagdøren med en jasket forklaring, som virker både ulogisk og ufuldendt.

Det er en skam, for inden den hovsa-løsning blæser Non-Stop derudad i samme højdemeter som den snævre flykapringsgenres glansnummer Air Force One. Og der opstår drivende suspense, når den klassiske krimigåde henlægges i trange, hermetiske omgivelser, hvor ingen har helle, og alle er potentielle gerningsmænd.

Filmen er tilmed glimrende visuelt realiseret med kreative, klaustrofobiske vinkler. En god gimmick er sms-beskederne, der popper op på skærmen som i Sherlock og House of Cards. Det er særligt raffineret, når teksten bliver skygget for og skubbet i baggrunden af kulisserne. Selv de visuelle effekter må trænges om pladsen.

Det er dog først og fremmest Liam Neesons kraftudladning af brutal muskelstyrke og indeklemt desperation, der gør denne testosteron-tørstslukker til en af de bedre af sin slags. I en alder, hvor halvdelen af Danmark går på efterløn, er han den regerende konge af b-actionfilm. Respekt herfra.