Som enhver anden ung mand, der er på vej ind i voksenlivet, vil Casper kunne forsørge sin familie. Men småpengene, han får af indvandrer-alfahannen Jamal for sine hjemmerøverier, slår ikke til. Han er træt af at skulle affeje sin kæreste med et: ”Jeg giver næste gang, lige nu har jeg bare ikke penge.” Han vil lykkes som menneske.
Det er den basale, almenmenneskelige vilje, som Michael Noer sætter på spidsen i sin hybris-fortælling fra Københavns Nordvestkvarter, en underverden af vold og kriminalitet. Så man mærker suset, når alting bare kører for Casper – og fortvivlelsens klaustrofobi, når verden lukker sig omkring ham.
Nordvest er Noers første lange fiktionsfilm som soloinstruktør efter parløbet med Tobias Lindholm på den suveræne fællesdebut med fængselsmareridtet R. For sig selv er Noer mest kendt for dokumentaren De vilde hjerter, hvor en flok knallertdrenges dannelsesrejse til Polen er rørende, men først og fremmest sjov og kuriøs. Med sig fra R har Noer taget alvoren, men humoren dukker også op i enkelte kærlige og velgørende nedslag. Og Noer har i samarbejde med manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg skabt en virkelighedsnær gangsterfilm, en tragedie, som Shakespeare kunne have skrevet den, havde han levet i nutidens Nordvest. Heisterbergs plotsnedkeri og Noers benhårde virkelighedsgengivelse komplementerer hinanden forbilledligt.
Efter Jamal har takket nej, begynder Casper selv – med sidekicket Robin modvilligt på slæb – at gøre forretning med en anden af Nordvests bander, der er styret af Bjørn. Bjørn tager Casper til sig, giver ham ansvar og lader ham stråle. Indimellem dukker den svigtede Jamal op og laver ballade, Robin siger fra, og Casper må i stedet tage sin lillebror med rundt og levere coke og ludere til rige Hellerup-drenge.
Alligevel er han som forblændet. Han forsørger sin familie. Ligesom Henry Hill i Scorseses Goodfellas er Casper pludselig derude, hvor han ikke længere kan flyve. Casper er dog ikke en klassisk made man, og Nordvest er ingen typisk gangsterfilm. For virkeligheden er tragisk og troværdigt nærværende omkring personerne – ikke mindst på grund af Caspers familie, der ufrivilligt trækkes ind i hans bandekrig. Kriminaliteten går uundgåeligt i arv fra bror til bror, og filmen blotlægger ubarmhjertigt den psykologi, der holder kvarterer som Nordvest nede som voldelige enklaver midt i en velfærdsstat, der synes uendeligt langt væk. Da politiet dukker op, føles det som et besøg fra det ydre rum.
Filmens sidste akt rulles ud med en grusom, men indlysende logik og kulminerer i et ubarmhjertigt, nærmest surrealistisk forfølgelses-mareridt.
Fotograf Magnus Nordenhof Jønck iscenesætter aldrig, men halser blot efter fiktionens virkelighed on location, og næsten alle personerne fremstilles af amatører. Enkelte scener føles som amatørteater, men ellers flyder og raser samspillet med en overraskende naturlighed. Debutanten Gustav Dyekjær Giese spiller Casper sympatisk og med ungdommens overmod, men også med frygten slet skjult bag øjnene. Skuespillerens egen lillebror, Oscar, formidler filmens lillebror og dennes uskyldstab skræmmende troværdigt. Og Lene Maria Christensen, den eneste professionelle skuespiller, er en følsomt bekymret, men også passiv mor, der mest af alt minder om Caspers hjemmegående hustru.
Roland Møller kan med stærke præstationer i både R og Lindholms Kapringen egentlig ikke længere kaldes en amatør, og han gør gangsterbossen og alfonsen Bjørn til en dansk Tony Soprano, elskelig og frygtindgydende.
Ligesom Nordvest! Og man kan kun håbe på, at Michael Noer vil holde fast i inspirationen og blive ved med at lytte til og lade sig bjergtage af virkeligheden. Uden ironi og catchy replikker har han skabt sin generations Pusher.
Kommentarer