Serieanmeldelse
02. dec. 2017 | 12:01

Norskov – sæson 2

Foto | Mike Kollöffel
Casper Bondesen (Jakob Ulrik Lohmann) sidder i fængsel i anden sæson af Norskov og bliver ikke ligefrem opmuntret af besøg af sin gamle ven, politimanden Tom Noack (Thomas Levin).

Livet går videre her i anden sæson af TV 2’s provinsserie, men mest på langsomme kattepoter omkring en grød, som kunne være mere varm.

Af Bo Tao Michaëlis

TV 2 fik en velfortjent succes med sin første sæson af dramaserien Norskov, om en købstad og havneby på størrelse og lighed med Frederikshavn.

Det var drejet på et smalt budget, uden at det mærkedes alt for meget, og besat med skuespillere, som for en gangs skyld ikke var de samme Tordenskjolds soldater fra teaterkasernen i København. Tværtimod var historien om venskab og svig, kriminalitet, kommunal konspiration og gammel, rustfri kærlighed ikke skåret ud af den samme motivkreds fra middelklasselivet i hovedstaden og omegn, som især DR’s dramaafdelinger gerne og uhæmmet lukrerer på.

Serien fik mod al forventning 800.000 ugentlige følgere i fjernsynet. Trofast fascineret af provinsbyens rævekager og rænker mellem diverse mænd og kvinder og deres respektive venner og fjender. Historien var rimelig dramaturgisk definitivt afrundet, dog med sidste afsnit som et åbent punktum.

Men så besluttede man alligevel at fortsætte baduljen med en ny sæson om folk og fæ i Norskov, en innovativ storby med drømme om ishockey på internationalt plan og planer om en miljøvenlig klimahavn.

Da vi forlod byen i første sæson var dens entreprenante matador Casper ”Bonden” Bondesen blevet fængslet og langvarigt dømt for narkohandel takket være barndomsvennen, den standhaftige strømer og hjemvendte bysbarn Tom Noack.

Men livet går videre her i anden sæson – mest på langsomme kattepoter omkring en grød, som kunne være mere varm.

Den dæmoniske provins er en særlig dansk genre, som både film og serier har opdyrket inden for de sidste ti år. Med strejf af urban kritik over for indspist og incestuøse interesser og familieforhold, men også med velment energi og engageret nostalgi om, hvordan det var engang og såmænd kunne blive det igen i et empatisk lokalsamfund.

Desværre er serveringen af anden ombæring af Norskov halvhjertet og lunken. Den er mere på rutinens halve blus end med de socialrealistiske, helhjertede gløder fra første sæson. Tyveri af designermøbler har afløst narkotrafik. Men møbler er unægteligt mindre dramatisk som hælervarer end diverse dødsensfarlige rusmidler.

Det kunne være udmærket som vehikel for andet og mere uden for plottet, men i stedet for den stærke fokusering på en stads sociale infrastruktur og strategiske intriger er alt sat op med småsladder set i gadespejlet. Og skeletter, der falder ud af skabe med samme fart og forudsigelighed, som når trafiklys skifter fra rødt til grønt.

Tom alias Thomas Levin lider af sjælens og kroppens ubodelige ensomhed, mens hans søster med det meget jyske fornavn Jackie (Anne Sofie Espersen) søger lykken som førhen. Så er der Bonden som måske trækker i tråde fra sin celle bag tremmerne. Han gestaltes af den seværdige Jakob Ulrik Lohmann med pletter af psykopati. Han spillede med bravur den brave, men enfoldige politimand i den glimrende danske film noir 3 ting. Samtidig ligner Lohmann næsten på en dansk fregne den britiske superhelt Jason Statham.

Som følsomt mandfolk er Thomas Levin mere traditionelt castet som den ensomme ener Tom, hvis retfærdighedssans koster ved provinsfællesskabets kasse. Danske skuespillere er solidt driftssikre og drevne lige meget, hvad de kastes ud i med hensyn til roller, typer og karakterer. Desværre er der langt fra kælet for deres replikker.

Dialogerne lyder som de primitive observationer af almindeligheder og trivialiteter, vi kender fra TV3’s kærligt kiksede kultserie Hvide løgne. Det er bare totalt ude af trit med et oprindeligt design, der havde større ambitioner end at være soap fra en discountbutik – formiddagsunderholdning, mens støvsugeren jagter nullermænd.

Det er således i bund og grund en skam, at TV 2 ikke har fastholdt det sunde sigte om at servere noget, som kunne konkurrere med DR’s glatte tv-dramatik og samtidig fortælle andre historier end dem mellem Kartoffelrækkerne og Klampenborg.

Trailer: Norskov – sæson 2

Kommentarer

Titel:
Norskov

Sæson:
2

Land:
Danmark

År:
2017

Serieskaber:
Dunja Gry Jensen

Medvirkende:
Marijana Jankovic, Thomas Levin, Jakob Ulrik Lohmann, Anne Sofie Espersen

Spilletid:
Seks afsnit af 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
26. oktober på TV 2

© Filmmagasinet Ekko