Den amerikanske instruktør Robert Eggers har allerede bevist, at han er en af sin generations største billedskabere med The Witch, The Lighthouse og The Northman sammen med fotografen Jarin Blaschke.
Undervejs har han også demonstreret, at han er en dygtig personinstruktør med Willem Dafoe som hofskuespiller.
Nu brillerer han med sit mest ambitiøse projekt til dato: en genindspilning af F.W. Murnaus 103 år gamle, tyske stumfilmklassiker Nosferatu, eine Symphonie des Grauens.
Faktisk trækker Egger også på Murnaus inspiration, Bram Stokers roman Dracula (1897), som tyskeren ikke kunne få rettighederne til. Derfor hedder vampyren i stedet grev Orlok, og generelt gik Murnau en original vej, som Eggers nu sprinter videre ad.
Dracula har – især på film – altid været en forfører. Han er den fine, lokkende herre, der først afslører sin monstrøsitet, når han nænsomt bider i en smuk kvindes hals.
Grev Orlok er derimod en dæmonisk urkraft, en vederstyggelig gudsbespottelse i alles åsyn, en voldtægtsmand og en sygdomsspreder. Oprindelig spillet af Max Schreck og nu af Bill Skarsgård, der med en dyb, rallende ånde, fastfrossen mimik og uhyrlig accent gør greven til døden i egen monumentale person.
Filmens hovedpersoner er dog ægteparret Ellen (Lily-Rose Depp) og Thomas (Nicholas Hoult), som bor i den fiktive tyske by Wisborg. Ellen har i flere år været plaget af natlige, spirituelle besøg af Orlok, der i en telepatisk, seksuel akt giver hende, hvad der for omverdenen ligner voldsomme anfald.
Det er siden blevet dulmet af ægteskabet med den blide ejendomsmægler Thomas. Men greven er jaloux og snører Thomas til at besøge ham i Rumænien, inden han gør sit modbydelige indtog i Wisborg.
Handlingen er velkendt, men Eggers formår at puste ny død i historien ved grådigt at mæske sig i den oprindelige films ekspressionistiske æstetik og tilføje en pallette af tekniske muligheder.
Thomas’ møde med en førerløs hestevogn i en snedækket skov i Rumænien er decideret magisk at se på, og med sine ondskabsfuldt langsomme kamera-panoreringer skaber Jarin Blaschke enorm gru.
Faktisk er filmens uhyggeligste scene den, hvor Ellen bare kigger rundt i et mørkt rum uden at få øje på noget.
De velkendte skygger fra originalfilmen er blevet flere, og hver og en er smuk som bare fanden. Særligt genialt er billedet, hvor skyggen af grev Orloks hånd breder sig over den tyske købstad og spreder pest på sin vej.
Det eneste, der falmer lidt i sammenligning med Murnaus film, er vampyrens udseende. Det er imponerende ækelt og med et busket overskæg som kronjuvel, men ikke nær så ikonisk som Max Schrecks klassiske silhuet.
Skuespillet begynder i periodemelodramaets stil, men glider hurtigt ind i originalens ekspressionisme, hvor de moderne skuespillere excellerer i ufattelig grad.
Nicholas Hoult leverer karrierens bedste præstation. Især i mødet mellem Orlov og Thomas gør Hoult hele arbejdet med fænomenale stumfilmsgrimasser, der formidler sin karakters enorme frygt.
Det er i reaktionerne, at rædslen ligger. I ofrene for angsten, vanviddet, begæret og sygdommen – ikke i årsagen til deres lidelse. Robert Eggers’ Nosferatu handler frem for alt om gruen ved at mærke sin krop blive invaderet af ondskab.
Lily Rose-Depp mestrer melodramaets længselsfulde stirren mod loftet, men også ekvilibristiske, Eksorcisten-inspirerede kropsforkvaklinger, når Ellen får sine anfald.
Willem Dafoe dukker op som Professor Von Franz, der naturligvis er baseret på vampyrjægeren Van Helsing fra romanen. Med sin tusseagtige statelighed er han skabt til rollen som gotisk videnskabsmand, som han også spiller i Yorgos Lanthimos’ Poor Things.
Robert Eggers har bedrevet et frygtløst stileksperiment, der nemt kunne have tiltet over i det fjollede. Men filmen tør være mere ulækker og uhyrlig end nogen anden Dracula-fortælling, jeg har set, og alligevel lykkes det at bevare den afgørende romantik mellem Thomas og Ellen, takket være det suveræne spil.
1920’ernes tyske ekspressionisme – der regnes for et af filmhistoriens højdepunkter – har med Poor Things, den danske Oscar-bejler Pigen med nålen og nu Nosferatu fået en slags revival.
Innovative instruktører bruger de filmiske virkemidler til at forstørre menneskelige følelser frem for kun at skildre den overflade, omverdenen ser. Det skal blive spændende at opleve, hvor det vil føre filmkunsten hen her hundrede år senere.
Kommentarer