Det gik ikke manges opmærksomhed forbi, da Notre Dame i Paris brød i brand.
Flammerne tog fat 2. påskedag i 2019 klokken 18.17, og i en periode var verdens øjne fæstnet på den franske hovedstads vartegn siden 1345.
En endelig årsag til branden er endnu ikke fastlagt. Den er foreløbig blevet dømt som tilfældig og muligvis forbundet med det restaureringsarbejde, som foregik i kirken på samme tidspunkt.
Den franske film Notre-Dame i flammer kaster et dramatisk og nærmest dokumentarisk blik på branden. Filmen er instrueret af Jean-Jacques Annaud, der er bedst kendt for filmatiseringen af Umberto Ecos Rosens navn.
Notre-Dame i flammer er en slags fransk pendant til Oliver Stones katastrofefilm World Trade Center.
Begge skildrer det heltemod, som brandmænd og et hav af frivillige udviste for at redde et af verdens største religiøse symboler og turistattraktioner.
Jean-Jacques Annauds film foregår time for time. Sjældent har lyden af en brandalarm forårsaget større suspense.
Og hvis ens kendskab til gotiske Notre Dame stopper ved turistbesøget, bliver man overrasket over de mange ting, man lærer om kirken undervejs.
Kærligheden til Notre Dame er historisk forståelig og for det franske folk uendelig. Instruktøren har valgt at kombinere iscenesatte filmscener med virkelige optagelser af branden. Han bad aktivt og offentligt folk om at sende egne videoer ind til filmholdet, så de kunne bruges i filmen.
Det skaber en nervepirrende effekt, samtidig med at det giver tyngde til mere tørt informerende oplysninger om, at der under en uge efter tragedien var indsamlet over en milliard euro til genopbygningen af kirken.
Det franske folks tilknytning til Notre-Dame kommer stærkt til udtryk i filmens skildring af, hvordan en række personer kæmper midt i flammerne og katastrofen for at redde kirkens artefakter.
For at holde fokus på filmens egentlige stjerne, Notre-Dame, er der blevet brugt relativt ukendte skuespillere i rollerne. De gør det glimrende, men man skal ikke se filmen for dybdepsykologiske portrætter. Den handler først og fremmest om tragedien og om, hvordan Notre Dame endte med at overleve.
Nemlig takket være selvopofrelse fra de mennesker, hvis job det var at redde katedralen.
Det glasklare ildfokus gør filmen lige dele oplysende og skræmmende, og den actionprægede film efterlader én med en dybt humanistisk fornemmelse i kroppen.
Det er en hårrejsende oplevelse at blive draget ind i historien og genopleve skrækdagen side om side med det franske folk.
Kommentarer